Nu er der hjertestartere i alle S-tog

Projektansvarlig

Projektansvarlig

Projektchef Grethe Thomas er ansvarlig for projektet i TrygFonden.

Grethe Thomas 41 77 93 00
Karen Bøgedal

Karen Bøgedal

Pressechef i TrygFonden

30 56 34 32

Uanset hvilket S-tog, du træder ind i, er der nu en hjertestarter med ombord. DSB har i samarbejde med TrygFonden opsat 135 hjertestartere i S-togene, så der altid er én i nærheden, hvis en person falder om med hjertestop i toget.

Chancen for at overleve et hjertestop stiger markant, hvis der ydes livreddende førstehjælp og afgives stød med en hjertestarter inden for de første minutter efter, at hjertestoppet indtræffer. Med hjertestartere i alle S-tog er der mulighed for, at passagerer og togpersonale kan handle hurtigt og hjælpe en medpassager.

- Vi prioriterer sikkerheden for vores passagerer og personale højt, og derfor har vi udstyret alle S-tog med en hjertestarter. Hvis der sker hjertestop i S-toget, er der nu en hjertestarter inden for kort afstand, og jeg håber, at det giver ekstra tryghed for de mange tusinde passagerer, som tager S-toget hver dag, siger Carsten Dam Sønderbo-Jacobsen, sikkerhedschef i DSB.

Er der brug for en hjertestarter i toget, skal man søge hen til den nærmeste udgang, hvor der hænger piktogrammer, som viser vej hen til hjertestarteren. En af hjertestarterne i S-togene var allerede i brug i september sidste år, hvor en person fik hjertestop, mens toget holdt på Dybbølsbro Station. 

Passagerne kan være med til at redde liv

Hjertestarterne i S-togene er en del af et samarbejde med TrygFonden, som betyder, at der i løbet af 2016 opsættes hjertestartere i alle 520 DSB-tog samt på 65 udvalgte stationer. En del af dem er allerede på plads, og samtidig er 750 DSB-medarbejdere ved at blive uddannet i livreddende førstehjælp og brug af hjertestartere. 

- Et stød med en hjertestarter er den mest effektive måde at få et hjerte til at slå igen. Derfor er det vigtigt, at der er en tilgængelig hjertestarter i nærheden. Jeg håber, at det bliver helt naturligt for passagererne at lægge mærke til, hvor hjertestarterne er placeret, når de stiger ind i togene, og at de vil tage dem i brug, så vi på den måde kan medvirke til, at flere overlever hjertestop fremover, siger Grethe Thomas, projektchef i TrygFonden.

Fakta:

• Hvert år får ca. 3.500 mennesker hjertestop uden for hospital i Danmark – 12 pct. overlever.
• Hvis vidner træder til med livreddende førstehjælp og afgiver stød med en hjertestarter, inden ambulancen ankommer, øges chancen for at overleve med op til 64 pct.
• S-togene benyttes dagligt af 350.000 mennesker.

Akut hjælp

Hvert minut tæller, når et menneske falder om med hjertestop eller stroke. Derfor arbejder TrygFonden for, at flere kan og tør træde til med livreddende førstehjælp. Flere tilgængelige hjertestartere, træning i hjertelungeredning samt mere viden om hjertestop og stroke skal være med til at redde liv.
Akut hjælp