Ny journalistisk fellow med fokus på børnetrivsel

Peter Pilegaard

Peter Pilegaard

Projektleder i TrygFonden

45 26 08 29

Anita Brask Rasmussen, der arbejder som journalist på Dagbladet Information, er netop blevet udvalgt som den næste modtager af TrygFondens Journalistiske Fellowship. Hun skal sidde et halvt år på TrygFondens Børneforskningscenter på Aarhus Universitet, hvor hun skal arbejde med, hvordan forskning og journalistik bedre kan kombineres, når det gælder børn og unges trivsel. Med fellowshippet følger et legat på 500.000 kroner.

Hvordan kan de videnskabeligt bedste svar blive en del af journalistikken og den offentlige debat om børn og unges trivsel? 

Det er ét af de spørgsmål som den erfarne journalist Anita Brask Rasmussen skal arbejde med fra den 1. september og et halvt år frem. Her skal hun sidde på TrygFondens Børneforskningscenter på Aarhus Universitet som journalistisk fellow. Hun får dermed blandt andet muligheden for at dykke ned i forskningen på området og samtidig bruge sin erfaring til at sætte denne viden ind i en journalistisk ramme.

”Dette fellowship er en fantastisk mulighed for at skabe bedre forbindelse mellem min børnekulturjournalistik og min interesse for børns socioøkonomiske forhold og dermed producere journalistik, der kan bidrage med nye perspektiver i debatten. Vores forestilling om den gode barndom, som den blandt andet kommer til udtryk i kulturen, præger måden vi møder børnene på i familien, i skolen, i institutionerne, i systemet og også i forskningen. Og jeg tror på, at en øget indsigt i forskningsmetoder vil kvalificere debatten om børns vilkår,” siger Anita Brask Rasmussen, der i det halve år tager orlov fra sit job som kulturjournalist og kritiker på Dagbladet Information, hvor hun i flere år har sat fokus på især børnekultur og dennes indvirkning på børns opvækst og trivsel. 

Mere viden i den offentlige debat om børn 

TrygFondens Journalistiske Fellowship er oprettet for at skabe en mere videnstung offentlig debat om børn og unges trivsel og i det hele taget bygge bro mellem forskningen og journalistikken på området. 

Fellowshippet er oprettet i samarbejde med TrygFondens Børneforskningscenter på Aarhus Universitet og med fellowshippet følger et legat på 500.000 kroner. 

Anita Brask Rasmussen er den tredje modtager af fellowshippet. Tidligere har Irene Greve og Ulrik Holmstrup modtaget fellowshippet. 

Valgt af en ansættelseskomite

Det er en ekstern ansættelseskomite, der har udvalgt Anita Brask Rasmussen. 
Ansættelses-komiteen består af Lasse Jensen, journalist og mediekommentator, Johanne Mygind, journalist på Weekendavisen, Thomas Rasmussen, chef for forskning, innovation og viden på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Kamilla Gumede, TrygFondens Børneforskningscenter, samt Ulrik Holmstrup, der var den første modtager af fellowshippet.

En chance i livet

Alle børn og unge skal have de bedste muligheder for at udvikle deres personlige, sociale og faglige kompetencer. TrygFonden vil arbejde for, at flere unge får en kompetencegivende uddannelse, da dette mindsker risikoen for misbrug, social isolation, kriminalitet, kroniske sundhedsproblemer og arbejdsløshed.
En chance i livet