Søg støtte

Søg

Nyhed -

Tiltag fra Sikkert Patientflow skal spredes til flere sygehuse

Patienterne på de danske sygehuse skal have den rette behandling til rette tid i den rette seng – de skal ikke ligge på gangene. Et projekt støttet af TrygFonden har udviklet værktøjerne til at få det til at ske.


Daglige tavlemøder og bedre koordination mellem afdelingerne. Det er nogle af de tiltag, som regeringen og flere andre partier netop har afsat 88 mio. kr. til at indføre på de danske sygehuse. 

Erfaringerne stammer fra et samarbejde mellem Selskab for Patientsikkerhed, Danske Regioner og TrygFonden, ”Sikkert Patientflow”, og disse erfaringer bliver nu bragt ud på alle danske akutsygehuse via en større ’akutpakke’, der skal være med til at sikre, at patienterne ikke ligger på gangene - i første omgang på de medicinske og geriatriske afdelinger.

Særligt skal samarbejdet – omkring patienterne - på tværs af det enkelte sygehus blive bedre. Afdelingerne skal udlåne personale til hinanden, og koordinationen skal styrkes, så patienter kan flyttes, hvis der er mangel på sengepladser ét sted, men ledigt et andet.

Sikkert Patientflow har været i gang på 12 akutsygehuse i to år, og projektet har samlet værdifulde erfaringer, der altså nu skal udbredes til resten af landet. 

Du kan læse Sundheds- og Ældreministeriets pressemeddelelse om tiltagene her.