Søg støtte

Søg

Nyhed -

TrygFonden sender flere livreddere til Vesterhavet

TrygFonden og Varde Kommune har indgået et samarbejde, der sender livreddere til Hvidbjerg Strand i otte uger i sommerferieperioden.


Når børn og voksne til sommer kaster sig i bølgerne ved Hvidbjerg Strand i Blåvand, vil der blive holdt ekstra godt øje med dem. 

TrygFonden og Varde Kommune har nemlig indgået et samarbejde om en ny livredderordning på Hvidbjerg Strand ved den jyske vestkyst. Det betyder, at specialuddannede livreddere fra TrygFondens Kystlivredning vil være til stede på stranden i højsæsonen fra d. 20. juni til 13. august 2016.

TrygFondens programchef med ansvar for bade- og vandsikkerhed, René Højer, glæder sig til det nye samarbejde med Varde Kommune:

”Vores livreddere er i fuld gang med at forberede sig på sommerens udfordringer og ser frem til at skabe trygge rammer for strandens gæster,” fortæller René Højer.
I Varde Kommune ser formanden for Udvalget for Plan og Teknik, Preben Friis-Hauge, frem til at byde de nye livreddere velkommen.

”Vi har fået en rigtig god aftale med TrygFonden, der sikrer, at vi har livreddere på Hvidbjerg Strand hver dag i løbet af højsæsonen, og det her samarbejde vil øge badesikkerheden yderligere for vores borgere og mange turister.” 

Som led i aftalen bliver TrygFondens karakteristiske rød- og hvidstribede livreddertårn sat op ved stranden, inden badesæsonen går i gang. Tårnet skal fungere som livreddernes arbejdsplads og vil indeholde alt det livsvigtige udstyr, som livredderne har brug for – herunder rescueboard, hjertestarter og andet førstehjælpsudstyr. 

Udover decideret livreddende indsatser vil livredderne også kunne hjælpe med almindelig førstehjælp og viden om forebyggelse af drukneulykker.

René Højer

Projektchef