Søg støtte

Søg

Nyhed -

Er en gåtur i parken ligeså effektiv som medicin for børn med ADHD?

Skolebørn med ADHD koncentrerer sig bedre efter en gåtur i den lokale skov eller park. Danske forskere vil nu undersøge, hvor stor effekt naturen har, og om natur virker lige så godt som eller kan supplere medicin.


"Det lyder jo lidt flippet ikke? Men det ser faktisk ret interessant ud."

Sådan lyder reaktionen fra en af Danmarks førende forskere i behandling af ADHD, professor på Aarhus Universitet Per Hove Thomsen, da han bliver præsenteret for et nyt dansk forskningsprojekt, der skal undersøge naturens effekt på børns koncentration.

Projektet køres i samarbejde med University of Otago i New Zealand og har særligt fokus på børn med ADHD.

Forskningsprojektet har modtaget 1,2 millioner kroner fra TrygFonden

Forskerne fra Videncenter for Friluftsliv og Naturformidling på Københavns Universitet er i gang med at sende newzealandske skolebørn med ADHD ud i omgivelserne i 30 minutter om dagen. Børnene skal enten opholde sig i naturlige omgivelser eller i bymiljøet. 

Efterfølgende vil forskerne undersøge, om de børn, som opholdt sig i naturen, har forbedret deres koncentration mere, end de børn som opholdt sig i bymiljøet. 

Hjernen slapper af i naturen

"Noget tyder på, at natur bliver oplevet på en anden måde i hjernen end menneskeskabte ting. Naturen lader hjernen slappe af på en anden måde, som gør, at ens koncentration og opmærksomhed bliver genoprettet i naturen," siger ph.d.-studerende på Videncenter for Friluftsliv og Naturformidling på Københavns Universitet Matt Stevenson.

Han er hovedansvarlig for forskningsprojektet, som bygger videre på tidligere forskning fra USA

Her blev 17 skolebørn med ADHD sendt ud på en 20 minutter lang gåtur enten i den lokale park eller i det lokale bymiljø.

Forskerne fandt frem til, at de børn, som gik tur i parken, koncentrerede sig bedre bagefter sammenlignet med de børn, som gik tur i bymiljøet. Størrelsen af effekten på børnenes opmærksomhed svarede til effekten af en dosis ADHD-medicin.

Resultaterne fra USA betyder dog ikke, at man bare kan erstatte en dosis medicin med en gåtur i parken, siger Per Hove Thomsen. 

"For at kunne sige det, skulle man have givet nogle ture i parken og nogle medicin og sammenlignet deres resultater i opmærksomhedstestene. Man skulle også have mange flere med i undersøgelsen," siger han.

Læs hele artiklen på videnskab.dk