Søg støtte

Søg

Nyhed -

Rapport: Hospitaler holder længere åbent

En ny undersøgelse fra TrygFonden og Dansk Selskab for Patientsikkerhed viser, at afdelingerne på de danske hospitaler har længere besøgstider for pårørende end for bare to år siden. Det kan dog blive endnu bedre.


Som indlagt på et hospital kan det i mange situationer være en stor hjælp at have en pårørende ved sin side. Det kan være, at man har brug for at rådfører sig med én af sine nærmeste om en svær beslutning, det kan være at man har brug for et ekstra sæt af ører til at høre vigtige beskeder eller det kan være, at man ganske enkelt har brug for moralsk støtte i en svær situation. 

Derfor er det vigtigt, at pårørende har mulighed for at komme på besøg – med andre ord skal hospitalerne altså have så åbent for pårørende så mange timer i døgnet som muligt.

Og nu viser en ny undersøgelse fra TrygFonden og Dansk Selskab for Patientsikkerhed, at det går fremad med det. I 2013 havde afdelingerne på de danske hospitaler i gennemsnit åbent for pårørende 12 timer i døgnet. I starten af 2015 var det tal steget til 15 timer i døgnet. Og siden tallene blev opgjort har Region Hovedstaden endda gennemført en politik om døgnåbent på alle regionens hospitaler, hvilket altså har forbedret åbningstiderne yderligere. 

Dette glæder direktøren i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Beth Lilja. 

”Det er positivt. Tidligere lod mange pårørende sig skræmme væk på grund af de gældende besøgstider, selvom både patienten og de pårørende ønskede at se hinanden,” siger Beth Lilja.

Hun understreger dog samtidig, at det kan og bør blive endnu bedre. 

”Fleksible åbningstider er vigtige, fordi det kan være meget individuelt, hvornår patienten har brug for kontakt. Nogle har brug for deres pårørende til at holde dem i hånden, når de ligger og vender og drejer sig i smerter og ikke kan sove. Det skal der være plads til,” siger Beth Lilja. 

Fra accept til aktiv invitation

Undersøgelsen af besøgstider er del af et nyt sæt materialer, der skal bidrage til i højere grad at inddrage de pårørende hos de patienter, der ønsker det. Materialet indeholder bl.a. også en undersøgelse af sprogbrug (f.eks. inviterende/ikke inviterende) på den del af sygehusenes hjemmesider, der handler om besøgstider:

”I dag accepteres besøg af pårørende. Men de nye undersøgelser viser, at sygehusenes besøgstider, hjemmesider og generelle kommunikation i endnu højere grad bør invitere til aktiv inddragelse. Ikke blokere,” siger Anne Jastrup, underdirektør i TrygFonden.


Materialet er det seneste initiativ i kampagnen Hej Sundhedsvæsen. Kampagnens generelle formål er at øge patientsikkerheden ved at patienter og pårørende får mere indflydelse på egen behandling og forløb og er med til at undgå fejl.