Søg støtte

Søg

Nyhed -

Nye metoder får patienterne væk fra gangene

Ved hjælp af metoder fra amerikanske hospitaler reducerer 12 akutsygehuse i projekt Sikkert Patientflow problemerne med overbelægning og patienter på gangene.


Patientsikkerheden forværres, når der opstår overbelægning. Derfor har Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Danske Regioner, regionerne og TrygFonden iværksat projekt Sikkert Patientflow, der har skabt mærkbare resultater på 12 akutsygehuse fra de fem regioner.

Blandt andet havde Slagelse Sygehus tidligere konstant patienter på gangene, men nu er antallet faldet markant. For eksempel var der kun otte patienter på gangene i maj mod 150 i januar. Resultaterne skyldes ikke, at sygehusene har fået færre patienter, eller at patienterne i stedet ligger i lånesenge på andre afdelinger.

”De 12 sygehuse fortæller, at metoderne i Sikkert Patientflow gør dem i stand til bedre at forudsige udskrivelser og indlæggelser samt tilpasse ressourcer, så der ikke opstår barrierer og dermed unødig ventetid for patienternes videre færd gennem sygehuset. Det reducerer overbelægningen og styrker patienternes sikkerhed samt personalets arbejdsmiljø,” siger direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Beth Lilja.

”At afprøve nye løsninger til at nedbringe antallet af forebyggelige skader i sundhedsvæsenet er et vigtigt skridt på vejen mod et bedre sundhedsvæsen. Vi er glade for, at Sikkert Patientflow ser ud til at virke,” siger programchef for sundhed i TrygFonden, Mette Meldgaard.

Bedre overblik over indlæggelser og udskrivelser


De 12 akutsygehuse bruger metoder, som har skabt gode resultater på amerikanske hospitaler. Det centrale og nye er, at de sundhedsprofessionelle afholder korte, daglige tavlemøder på afsnitsniveau og kapacitetskonferencer på sygehusniveau, hvor de koordinerer patientforløb.

På tavlemøderne danner de sundhedsprofessionelle sig et overblik over, hvilke patienter der skal udskrives i løbet af dagen, og hvilken information de skal have i forbindelse med udskrivelsen. Hermed kan sygehuset reducere genindlæggelser. På kapacitetskonferencerne danner de sundhedsprofessionelle og ledelsen sig et overblik over sygehusets samlede kapacitet og imødegår eventuelle problemer med overbelægning i nogle afsnit.

”Tavlemøderne og kapacitetskonferencerne betyder, at vi håndterer eksisterende viden om ventetid, indlæggelser og udskrivelser mere systematisk. For eksempel ved vi, at patienterne typisk bliver indlagt mandag og onsdag men ikke tirsdag – og at de ankommer efter frokost. Når vi udnytter den viden, kan vi helt konkret se, at flere patienter ligger i den rigtige seng og færre på gangene,” fortæller sygehusdirektør på Næstved-Ringsted-Slagelse Sygehuse, Vinni Breuning.

Flowkoordinatorer er på forkant


Flere af akutsygehusene i projekt Sikkert Patientflow har også udpeget såkaldte flowkoordinatorer. På Slagelse Sygehus har de overblik over belægningssituationen og den samlede sengekapacitet. Derudover håndterer flowkoordinatorerne patientforløb, som går på tværs af afsnit.

”Det betyder, at vi hele tiden er på forkant og undgår kritiske situationer omkring overbelægning. Patienternes forløb gennem sygehuset bliver mere sikkert og sammenhængende,” forklarer Vinni Breuning.

Læs mere på http://sikkertpatientflow.dk