Mobilspil skal gøre børn tryggere før en tur på hospitalet

Projektansvarlig

Projektansvarlig

Programchef Mette Meldgaard er ansvarlig for projektet i TrygFonden.

Mette Meldgaard 45 26 08 19

Afdelingen Børn og Unge på Regionshospitalet Viborg har med støtte fra TrygFonden fået udviklet app-spillet "Doktor". Med det kan børn lege sig igennem blodprøver, priktest og røntgenbilleder, før de skal til undersøgelse på hospitalet. Det giver et tryggere møde med sundhedsvæsnet. "Doktor" kan hentes gratis i App Store og på Google Play fra 19. december.

Et par klik på mobilskærmen og de glade blå og orange dyrebørn bliver målt og vejet, får lavet en priktest, taget en blodprøve eller gennemfører en af de mange andre undersøgelser, som børn kan møde i Børn og Unge Klinikken på Regionshospitalet Viborg. 

I spillets verden går det legende let, men sådan er det ikke altid i virkeligheden. For mange af de tusindvis af børn, der hver dag skal til undersøgelse på landets børneafdelinger, er det nemlig en uvant, forvirrende og utryg situation.

TrygFonden har doneret 204.000 kr. til udvikling af spillet 

Den utryghed skal det nye mobilspil "Doktor" nu være med til at mindske. Spillet er udviklet af personalet på Børn og Unge på Regionshospitalet Viborg i samarbejde med animationsvirksomheden Level Rewind Games. "Doktor" er resultatet af en donation fra TrygFonden på 204.000 kroner, og det kan hentes gratis i App Store og Google Play til mobil eller tablet fra 19. december.

God forberedelse giver god oplevelse

"Selvom vores omgivelser er børnevenlige, og personalet er vant til at kommunikere med børn, kan det være utrygt for et barn at tage tøjet af og blive undersøgt, blive lyttet på med et koldt stetoskop og få en højdemåler ført ned på hovedet. Nogle børn bliver decideret bange og kede af det, og så får de en dårlig oplevelse på hospitalet," siger Josefine Gradman, der er ledende overlæge på Børn og Unge på Regionshospitalet Viborg.

Når børnene kommer ind til undersøgelsen, kan de genkende det fra spillet, og det giver barnet en tryggere oplevelse

"Vi tror på, at børnene vil være mere trygge ved undersøgelsen, hvis de er bedre forberedte på, hvad der skal ske. Skriftlig information til forældrene er sjældent nok, og med "Doktor" kan børnene lege sig til viden om, hvad der skal foregå. Når de kommer ind til undersøgelsen, kan de så genkende det fra spillet, og det giver barnet en tryggere oplevelse, mens undersøgelsen samtidig bliver nemmere at gennemføre," siger Josefine Gradman. 

Mens spillet altså er udviklet fra bunden af Viborg-kræfter, er det tanken, at spillet skal kunne benyttes af børn over hele landet, så alle børn i Danmark kan få mere genkendelige og trygge besøg på børneafdelingerne.

Trygt møde med sundhedsvæsnet

Tryghed er netop kodeordet for TrygFonden, der har valgt at støtte projektet.

"Når børn kommer på hospitalet, er de i en uvant og utryg situation. De ukendte omgivelser, hvide kitler og usikkerhed omkring, hvad der skal ske, kan være en stor mundfuld – selv for voksne. I TrygFonden ønsker vi, at alle skal have et trygt og sikkert møde med sundhedsvæsnet, og derfor er vi glade for at have bidraget til udviklingen af den nye app til patienterne på Børn og Unge. Med app’en vil børn og forældre på en sjov måde kunne forberede sig på, hvad der skal ske, og forhåbentligt vil det gøre en stor og positiv forskel for børnenes oplevelse af deres behandlingsforløb," siger Kurt H. Jørgensen, repræsentant i TrygFondens regionale råd i Region Midtjylland.

Det er TrygFondens regionale råd i Region Midtjylland, der står bag donationen til Børn og Unge på Regionshospitalet Viborg som led i TrygFondens samlede arbejde for at skabe tryghed, fremme patientinddragelse og prøve nye løsninger til gavn for alle i sundhedsvæsnet.

Patienten først

Alle skal have et sikkert og trygt møde med sundhedsvæsenet. Men hvert år kommer patienter til skade eller dør på grund af utilsigtede hændelser, når de bliver behandlet. TrygFonden vil afprøve nye løsninger og styrke det forskningsmæssige fundament på området.
Patienten først