Søg støtte

Søg

Nyhed -

Svøm med rundt om Christiansborg

TrygFonden Christiansborg Rundt bliver i weekenden afholdt i København, og endnu engang vil rekordmange danskere hoppe i vandet. Du kan også stadig nå at tilmelde dig.


Så er det frem med våddragten og badehætten! På lørdag den 27. august har tusindvis af danskere igen muligheden for at svømme rundt om Christiansborg, når TrygFonden Christiansborg Rundt bliver skudt i gang.

Det er Dansk Svømmeunion og TrygFonden, der står bag arrangementet, der er en unik mulighed for at hoppe i vandet og svømme to kilometer i de københavnske kanaler. Start og mål er ved Den Sorte Diamant, og på vejen svømmer du bl.a. forbi, Børsen, Nationalbanken og selvfølgelig Christiansborg.

Det er 11. gang, danskerne har muligheden for at se Christiansborg fra vandet. Da arrangementet blev afholdt for første gang i 2006, deltog 260 svømmere. På lørdag forventes 3.600 vandhunde at indtage de københavnske kanaler.

Livredderne fra TrygFonden Kystlivredning er til stede hele dagen for at passe godt på alle svømmerne.

Du kan læse mere og stadig nå at tilmelde dig TrygFonden Christiansborg Rundt på www.copenhagenswim.com