Søg støtte

Søg

Nyhed -

Alkohol kan give kræft: Men danskerne ved ikke, hvor meget eller lidt, der skal til

Højst syv genstande om ugen for kvinder og 14 genstande for mænd. Sådan lyder Sundhedsstyrelsens lavrisikogrænser for alkohol. Men seks ud af ti danskere kender ikke grænserne, viser ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden.


Alkohol er forbundet med mere end 60 forskellige sygdomme, herunder kræft. Sundhedsstyrelsen har derfor opstillet lavrisikogrænser, så danskerne har et pejlemærke for, hvor meget alkohol, de maksimalt bør drikke om ugen for at have en lav risiko for at blive syge på grund af alkohol. Men ifølge en ny rapport fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden kan kun 40 pct. af danskerne angive lavrisikogrænserne korrekt. Rapporten bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt 3.000 danskere i alderen 18-74 år.

Hvert år får mindst 1.800 danskere kræft som følge af alkohol

Peter Dalum, der er projektchef i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens alkoholkampagne, finder det bekymrende, at kendskabet til genstandsgrænserne er så lavt.

"Mange danskere ved godt, at alkohol i store mængder kan være sundhedsskadeligt. Men risikoen for kræft stiger allerede ved et alkoholforbrug omkring lavrisikogrænserne, så vi anbefaler, at man holder sig inden for dem. Det er derfor problematisk, at seks ud af ti danskere ikke kender grænserne," siger Peter Dalum.

Ny kampagne skal øge danskernes kendskab

Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden går i dag ud med kampagnen ’Alkohol gør noget ved os’, der sætter fokus på sammenhængen mellem alkohol og kræft. Formålet er dels at øge kendskabet til, at alkohol er kræftfremkaldende, men også at minde danskerne om, at man ved at holde sig inden for Sundhedsstyrelsens lavrisikogrænser har en lav risiko for at blive syg - herunder at få kræft - på grund af alkohol

Sundhedsstyrelsen bakker op om kampagnen og finder det relevant at gøre opmærksom på grænserne.

"Mere end 800.000 danskere drikker over lavrisikogrænserne, og mange af dem er måske slet ikke klar over, at de drikker mere end anbefalingerne. Derfor er det meget positivt, at kampagnen ’Alkohol gør noget ved os’ oplyser danskerne om, hvor meget alkohol, de maksimalt bør drikke om ugen. Det kan vi kun støtte op om," siger Niels Sandø, der er konstitueret enhedschef i Sundhedsstyrelsen.

Han tilføjer, at et kendskab til lavrisikogrænserne er afgørende for, at danskerne på oplyst grundlag kan tage aktivt stilling til deres alkoholforbrug.

Jette Jul Bruun

Underdirektør