Søg støtte

Søg

Nyhed -

Hver fjerde ung har et forbrugslån

Hver fjerde ung finansierer ungdomsårene med forbrugslån. Men unge, der har optaget et forbrugslån, har oftere tilbagevendende betalingsproblemer. Det viser en ny undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden.


Mange unge tager i dag et forbrugslån. Fx når de ikke kan betale deres regninger, mangler lidt ekstra for at få hverdagen til at hænge sammen eller skal købe en ny telefon. I en ny undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden tilkendegiver hver fjerde ung mellem 18 og 30 år, at de har et forbrugslån.

Forbrugslån behøver ikke være problematiske, men det kan have særligt store konsekvenser, hvis de unges økonomi ikke er robust nok til at finansiere renter og afdrag til tiden. Undersøgelsen viser, at der er et sammenfald mellem forbrugslån og betalingsproblemer. Blandt de unge der har optaget et forbrugslån, har 21 procent tilbagevendende betalingsproblemer. Mens det kun er tilfældet for 8 procent af de unge som ikke har et forbrugslån.

Blandt de unge der har optaget et forbrugslån, har 21 procent tilbagevendende betalingsproblemer

Hos Forbrugerrådet Tænk mener man, at det er bekymrende, at forbrugslån er så udbredt blandt unge med betalingsproblemer. Uanset om forbrugslånene er årsagen til de unges økonomiske problemer, eller om de er taget for at få luft i en trængt økonomi, risikerer kombinationen at skabe grundlaget for uoverskuelige gældsproblemer. 

Organisationens formand, Anja Philip, mener, at tallene fra undersøgelsen viser, at der er behov for at se på den aggressive markedsføring af forbrugslån. 

”Det er bekymrende, at så stor en andel af de unge, der har forbrugslån også har betalingsproblemer. Unges risiko for at tage et forbrugslån de ikke har råd til forstærkes af en stadig mere aggressiv markedsføring af lånetilbud. Og er man som ung først kommet i økonomisk uføre, og de økonomiske problemer udvikler sig til gældsproblemer, kan det være virkelig svært at rette skuden op. Gældsproblemer påvirker de unge negativt mange år ud i fremtiden og kan være en hæmsko for fx boligkøb eller ønsket om at stifte familie,” siger Anja Philip.

Det er især unge uden arbejde og unge med korte uddannelser, der har forbrugslån. Tidligere undersøgelser har vist, at netop disse grupper har en højere risiko for at havne i betalingsproblemer, og set i det lys er det bekymrende, at forbrugslån er så udbredt blandt disse unge. Kigger man på uddannelsesniveau er det 44 procent af de unge med en erhvervsfaglig uddannelse, der optager lån til forbrug. Til sammenligning er det kun 28 procent af de unge med en mellemlang videregående uddannelse, der har et forbrugslån.

Afbetalingsordninger i markant vækst

Undersøgelsen viser, at der på få år har været en relativ stor stigning af unge, der køber på afbetaling. Andelen af unge er steget fra 5 procent i 2015 til 8 procent i 2017. Det er særligt elektroniske produkter med kort levetid som fx telefoner, der finansieres med denne betalingsform. Unge opfatter ikke nødvendigvis afbetalingsordningen som et forbrugslån, når de handler, på grund af lånets konstruktion og virksomhedernes markedsføring. Det kan dog blive en byrde for de unges sårbare økonomi at være bundet til årelange månedlige afdrag, ligesom det er nemt at miste overblikket over de mange indgåede aftaler.

”Vi ved fra tidligere undersøgelser, at økonomisk pressede unge oplever markant ringere trivsel end unge i almindelighed. De er mere sårbare over for negative livsbegivenheder såsom arbejdsløshed og brud i parforholdet, de har problemer med at sove, deltager ikke i sociale arrangementer og har ofte konflikter med familiemedlemmer eller deres partner. Det er vigtigt, at vi hjælper de unge med at forstå, hvilke vidtrækkende konsekvenser det kan have at optage dyre lån, som de risikerer ikke at kunne betale tilbage”, siger Gurli Martinussen, direktør for TrygFonden.

Rapporten peger på, at der er behov for regulering af markedet for forbrugslån, herunder særligt den aggressive markedsføring. Derfor har Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden tirsdag inviteret de centrale aktører på området til debat om markedsføringen af forbrugslån for at finde løsninger på denne udfordring.

1.924 unge har svaret på spørgsmål til rapporten ’Unges vej ud på Lånemarkedet’, der er udgivet af Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden, som led i et partnerskab om at øge den økonomiske tryghed og trivsel blandt unge.

Britt Wendelboe

Projektchef