Søg støtte

Søg

Nyhed -

Ny fotoudstilling: Unge fra Lolland og Falster er ude på noget fedt

Ungdommens Røde Kors og TrygFonden har skabt en ny fotoudstilling sammen med 15 unge fra Lolland og Falster. Udstillingen hedder UDE PÅ NOGET og har til formål at gøre op med fordommene om unge fra Lolland og Falster og vise, at Sydhavsøerne er ude på noget fedt og meningsfyldt.


”På røven i Nakskov”, ”Drengene på kanten” og gentagende negative overskrifter i medierne. Gennem de seneste år har Lolland og Falster fået en del ridser i lakken, men nu vil 15 unge genfortælle historien om Sydhavsøerne.

I fotoudstillingen UDE PÅ NOGET står de frem som frontfigurer for at vise, at der er liv, engagement, meninger og mod på deres egn.

Lolland og Falster har masser at byde på

En af de unge på billederne er 22-årige Stephanie Rahbek fra Stubbekøbing. Hun er frivillig i aktivitetshuset, Stubbekøbing Fællesværk, som drives af Ungdommens Røde Kors. Hun håber, at fotoudstillingen kan være med til at vise ungdommens mangfoldighed på Lolland og Falster:

”Udenforstående tror, at farver og passion ikke hænger sammen med små lokalsamfund – men vi er alle forskellige, spændende individer. Jeg er ude på at bryde med fordommene og stereotyperne. Jeg håber, at folk, unge og ældre, får øjnene op for, at Lolland og Falster har en masse spændende at byde på, bl.a. Fællesværkerne, hvor jeg selv er frivillig. Desuden ville det være fedt, hvis dette projekt kunne bryde idéen om, at Udkantsdanmark ikke er værd at investere i. Det er vi faktisk.”

Inspiration til andre unge

Yasmin El Youssef på 16 år er også en del af UDE PÅ NOGET. Til dagligt går hun i 1.g på Teknisk Gymnasium i Nykøbing. Ved siden af skolegangen driver hun Matematik-Fabrikken.dk, hvor hun rådgiver jævnaldrende, der har bøvl med matematikken. Yasmin håber, at hendes medvirken i fotoudstillingen kan motivere andre til at gå efter det, som de drømmer om:

I 2018 markerer TrygFonden og Ungdommens Røde Kors 50-året for ungdomsoprøret ved at skrue ekstra op for de nye, unge stemmer.

”Jeg håber, at vi sammen kan skabe en inspirerende fotoudstilling for andre unge på Lolland og Falster. Jeg vil bidrage til at sprede budskabet om, at man netop skal gøre det, som man allermest brænder for. Det som skaber det begejstrede og entusiastiske glimt i øjet, men frem for alt udfordrer en til at blive endnu dygtigere!”

UDE PÅ NOGET kan opleves på Axeltorv i Nakskov frem til 9. maj, herefter drager den videre til Sakskøbing.

Christoffer Elbrønd

Projektchef