Søg støtte

Søg

Nyhed -

Nye tal for dødsbrande i Danmark: For mange mister livet ved brand

I 2017 omkom i alt 61 personer i Danmark som følge af brand. Udviklingen går den rigtige vej, men der er fortsat for mange danskere, der mister livet i brandulykker. Beredskabsstyrelsen og TrygFonden har sammen med Kommunernes Landsforening og Danske Beredskaber relanceret og udsendt nyt materiale om brandforebyggelse til landets brandvæsener.


Det går i den rigtige retning med antallet af dødsbrande i Danmark. I 1970 omkom 89 personer som følge af brand, mens det i 2017 gjaldt 61 personer. Antallet af omkomne sidste år var det næstlaveste i de seneste 30 år og samtidig under gennemsnittet for de seneste ti år, der lyder på 70 omkomne ved brand.

"Vi glæder os over, at antallet af danskere, der omkommer ved brand, generelt er faldende. Men 61 menneskeliv er stadig alt for mange, og vi skal fortsat arbejde for at skabe større brandsikkerhed og især forebygge brand i private hjem, hvor langt de fleste brandulykker sker," siger René Højer, programchef i TrygFonden.

Rygning starter flest brande i hjemmet

Cirka halvdelen af de brande, der medførte omkomne i 2017, opstod som følge af rygning. Det viser nye tal fra Beredskabsstyrelsen. Tendensen fra tidligere år med, at rygning er den hyppigste årsag til dødsbrande, er dermed fortsat. 

"Brandene opstår typisk ved, at gløder fra en cigaret får antændt tøj, møbler eller sengetøj. Statistikken viser desuden, at en væsentlig del af de omkomne har begrænset bevægelighed på grund af enten alder eller sygdom. De har dermed ekstra svært ved at slukke ilden eller komme væk fra branden," fortæller Mads Dalgaard, forebyggelsesekspert i Beredskabsstyrelsen.

Ældre og sårbare borgere skal have brandsikre boliger

Netop på grund af deres høje risikoprofil i forhold til brand er ældre og sårbare borgere den vigtigste målgruppe for indsatsen ”Brandsikker Bolig”, som Beredskabsstyrelsen og TrygFonden står bag i samarbejde med Kommunernes Landsforening og Danske Beredskaber. Brandforebyggende hjemmebesøg er kerneelementet i indsatsen, hvor den kommunale hjemmepleje bl.a. hjælper brandvæsenerne med at udpege borgere i risikogruppen.

Gennem de seneste ti år er 70 personer i gennemsnit hvert år omkommet som følge af brand.

"Skal vi nedbringe antallet af dødsbrande, er det vigtigt, at vi fra alle sider har fokus på de største risikogrupper og så vidt muligt får brandsikret deres hjem. Det kræver bl.a. et godt, tværfagligt samarbejde mellem de kommunale sektorer, og her har de kommunale brandvæsener en vigtig rolle – både i forhold til at forankre Brandsikker Bolig i beredskabskommissionen og beredskabets ledelse og derfra få konceptet bredt videre ud i de kommunale forvaltninger. Men også rent praktisk, idet vi har konkret erfaring og viden på området og er dem, der har den daglige kontakt til bl.a. plejepersonalet i kommunerne og ikke mindst borgerne," siger Jacob Christensen, der er konstitueret beredskabsdirektør i Brand og Redning Sønderjylland og samtidig leder af Danske Beredskabers landsdækkende Netværk Forebyggelse. Han fortsætter:

"Et konstruktivt samarbejde mellem kommunens plejepersonale og beredskabets folk kan redde liv, og derfor deltager vi gerne i kampagnen med målet om at skabe gode samarbejder og løsninger over hele landet."

Brandsikker Bolig er et forebyggelseskoncept, som tilbydes kommuner og brandvæsener i hele landet. Ideen til konceptet kommer fra England og Norge, hvor der er gode erfaringer med at nå ud til de største risikogrupper i befolkningen, som selv har svært ved at håndtere brandsikkerheden. 

"Vi har netop relanceret ”Brandsikker Bolig” og udsendt nyt materiale til alle landets brandvæsener. Vi håber, at det vil gøre gavn i forebyggelsesarbejdet og hjælpe sårbare mennesker, der er særligt udsatte for brand. Det kan være, at de ud over en røgalarm har brug for et særligt rygeforklæde, brandhæmmende tæpper eller nemme råd som at putte lidt vand i askebægeret. På den måde håber vi, at den samlede indsats i de kommende år vil resultere i et faldende antal dødsbrande i Danmark," siger René Højer.

Læs mere om projektet og hvordan du brandsikrer din bolig her.

René Højer

Projektchef