Pædagogers gode idéer kan hjælpe børnehavebørn til at læse

Projektansvarlig

Projektansvarlig

Projektleder Peter Pilegaard er ansvarlig for projektet i TrygFonden.

Peter Pilegaard 45 26 08 29

Børnene lærer flere ord, hvis pædagogerne bliver inddraget i at finde på ideer til sproglæring.

Pædagoger skal helst selv være drivkraften i indsatser til at forbedre børnehavebørns sprog. Det viser et nyt studie ifølge Videnskab.dk.

Her sammenligner forskere resultaterne af flere programmer, der blev gennemført med mere end 5.000 seksårige, danske børn under titlen 'Fart på sproget'.

Sammenligningen viser, at børnene lærer flere ord, når pædagogerne selv er med til at udvikle indsatser til bedre sprog i dagtilbuddet. Det skriver Videnskab.dk i sit tema om interventionsforskning, der er støttet af TrygFonden.

"Ordforrådet bliver eksempelvis 30 procent bedre i det åbne program end i den færdige sprogpakke. Inddragelse af pædagogerne bør derfor være en del af vores fremtidige sprogindsatser i dagtilbud," siger Dorthe Bleses, der er professor ved TrygFondens Børneforskningscenter, og står bag den nye publikation sammen med blandt andre Anders Højen, der er lektor ved Syddansk Universitet.

Ordlotteri eller bænkebidere

Dorthe Bleses og hendes kollegaer sammenligner to typer af indsatser, hvor børnene i 20 uger, 2 gange om ugen og i en halv time, øver deres sprog ved hjælp af forskellige lege med rim og ord eller aktiviteter omkring højtlæsning.

Aktiviteterne kunne eksempelvis være ordlotteri, hvor børnene skulle finde de brikker, der er ens og tale om, hvordan bogstaverne ser ud. 

  • I den ene type undersøgelse fik pædagogerne en kuffert med sange eller aktiviteter til hver dag – en færdig sprogpakke, de brugte i dagtilbuddet.
     
  • I den anden type undersøgelse fik pædagogerne åbne oplæg til at arbejde med de samme sproglige læringsmål, som for eksempel kunne være at forstå mindre typiske tillægsord eller at kende navnet på udvalgte bogstaver. Men derfra måtte pædagogerne selv bestemme, om de ville sætte fokus på sproglæringen ved at snakke om bænkebidere på legepladsen eller ved eksempelvis at spille ordlotteri.

Ved den sidste type indsats fandt forskerne bedst resultater hos børnene ved talesprog, bogstavskendskab og opmærksomhed på lyde i ordene.

Læs mere om studiet og dets resultater på videnskab.dk

Mere på videnskab.dk

Historien er et uddrag af en længere historie bragt på videnskab.dk.

TrygFonden samarbejder med videnskab.dk om at bringe nyheder og dybdegående artikler om forskning, som vi har støttet.

Læs mere på videnskab.dk