Stærkt fællesskab kan give røgfrie håndværkere

Projektansvarlig

Projektansvarlig

Projektchef Peter Pilegaard er ansvarlig for projektet i TrygFonden.

Peter Pilegaard 45 26 08 29

Bordfodbold og hyggesofaer kan holde elever på de danske erhvervsskoler fast i deres uddannelse og væk fra smøgerne.

Et stærkt socialt fællesskab kan både være nøglen til at få flere håndværkere til at gennemføre en uddannelse på de danske erhvervsskoler og få dem at holde sig fra smøgerne. Det viser et nyt, dansk forskningsresultat, skriver Videnskab.dk i sit tema om interventionsforskning, der er støttet af TrygFonden.

Samtidig kan det stærke sociale fællesskab afholde elever fra at begynde at ryge, ligesom håndværkeraspiranterne i langt højere grad bliver gladere for at gå i skole. 

"Derfor har vi udviklet et indsatsprogram, som på samme tid samler eleverne i et socialt fællesskab og gør det uden om rygningen, hvilket har en effekt på både rygekulturen og frafaldet," fortæller Susan Andersen, der er forsker og postdoc ved Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet.

Bordfodbold fjerner fokus fra rygning

Indsatsprogrammet, der blev implementeret på forsøgsbasis på fire store danske erhvervsskoler i 2011 og 2012, fokuserede især på tre områder:

  1. For det første skulle erhvervsskolerne i højere grad skulle byde eleverne velkommen på skolerne. Det drejede sig blandt andet om velkomstmøder, rundtur på skolen, møde med faglærere og møde med gamle elever.

  2. For det andet opfordrede forskerne skolerne til at give eleverne bedre muligheder for sociale aktiviteter, der ikke var centreret omkring rygepauser. Det kunne være et sofahjørne med nogle aviser eller et bordfodboldbord, hvor eleverne kunne skabe et fællesskab uden cigaretter.

  3. For det tredje opfordrede forskerne lærerne til ikke at kalde pauser i løbet af dagen for ’rygepauser’ og til kun at holde faste pauser, så den enkelte elev ikke gik udenfor alene.

Færre elever blev faste rygere

Susan Andersens forskning viser, at de simple tiltag har en effekt på eleverne.

For det første kunne eleverne i højere grad lide deres skole og deres nyvalgte faguddannelse.

I en spørgeskemaundersøgelse rapporterede eleverne på indsatsskolerne således højere trivsel end eleverne på seks udvalgte kontrolskoler, som forskerne sammenlignede indsatsskolerne med.

Frafaldet faldt også på indsatsskolerne. 36 procent af eleverne faldt fra på indsatskolerne, mens tallet var 40 procent på kontrolskolerne.

Til sidst, men ikke mindst, fandt forskerne, at antallet af elever, som gik fra at være ’sociale’ rygere til ’faste’ rygere kun var 8 procent på indsatsskolerne, mens det var 16 procent på kontrolskolerne.

Læs mere om forskningsresultaterne på videnskab.dk

Mere på videnskab.dk

Historien er et uddrag af en længere historie bragt på videnskab.dk.

TrygFonden samarbejder med videnskab.dk om at bringe nyheder og dybdegående artikler om forskning, som vi har støttet.

Læs mere på videnskab.dk