Søg støtte

Søg

Nyhed -

Gymnasieelever over hele landet skaber ny festkultur

27 gymnasier kaster sig nu ind i den landsdækkende filmkonkurrence ’Drik mindre – oplev mere’. Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden står bag konkurrencen, der handler om at lave den bedste film med fokus på sloganet ’Drik mindre – oplev mere’. Den bedste film belønnes med en alkoholfri morgenfest.


Danske unge drikker mere end unge i resten af Europa. Således har 32 pct. af danske 15-16-årige været fulde minimum én gang i løbet af den seneste måned. Den andel er meget højere end det europæiske gennemsnit, som blot er på 13 pct.

Ikke desto mindre drikker danske unge mindre, end de gjorde før i tiden og mere end halvdelen af de unge ønsker en ny og mere rummelig alkoholkultur, hvor der er plads til at drikke mindre. For at støtte danske unge i arbejdet mod en mere inkluderende alkoholkultur afholder Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden for femte år i træk en filmkonkurrence, som 1. g’ere fra gymnasier over hele landet deltager i. Her skal hele årgangen bruge én dag på at producere en film, hvor de kommer med bud, hvordan man kan skabe en festkultur, hvor høje promiller ikke er omdrejningspunktet.

Dialog frem for løftede pegefingre

Frem til den 13. december afholdes der workshops for over 6.000 1.g-elever på 27 gymnasier rundt om i landet. På workshoppen skal eleverne prøve kræfter med at idéudvikle, skrive manuskript, tegne storyboard, filme og redigere en kort kampagnefilm på en mobil eller iPad. Eleverne bliver desuden klædt på med viden om unge og alkohol, som skal danne baggrund for filmenes handling.

Eleverne uploader de færdige film til www.lommefilm.dk, hvor de også kan gå ind og se hinandens film. Workshoppen afsluttes med, at eleverne stemmer om, hvilken af de mange film, der skal repræsentere netop deres gymnasium i den videre konkurrence. Konkurrencens bedste film kåres i sidste ende af en jury, og vindergymnasiet bliver belønnet med en alkoholfri morgenfest for hele gymnasiet. 

»Hver fjerde elev på en ungdomsuddannelse synes, at alkohol fylder for meget på deres skole. Vi håber, at filmkonkurrencen kan bidrage til, at eleverne får snakket om, hvad der skal til for at skabe en kultur, hvor der drikkes mindre alkohol. « siger Peter Dalum, projektchef i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens alkoholkampagne ’Fuld af liv’.

Indsats med langsigtet effekt

Det er femte år i træk, at filmkonkurrencen afholdes – og hvis man spørger eleverne, giver konkurrencen grobund for ny viden og en refleksion over den danske alkoholkultur. Efter at have deltaget i konkurrencen i 2018 svarer 38 pct. af eleverne nemlig, at de ved mere om unge og alkohol, mens 72 pct. af eleverne tilkendegiver, at deltagelsen i konkurrencen har fået dem til at tænke mere over alkoholkulturen i Danmark. Derudover ytrer 8 pct. af de elever, der drikker alkohol, at de vil drikke mindre til kommende fester.

TrygFonden vil have danske unge til at udsætte deres alkoholdebut og drikke mindre. Det reducerer risikoen for alkoholrelateret kræft

»Måske bliver man faktisk sjovere og mere attraktiv at være sammen med, hvis man ikke drikker sig helt i hegnet. Vi håber, at konkurrencen kan give anledning til, at de unge vil reflektere over og måske endda stille sig kritiske over for alkoholkulturen, som den er i dag. Forhåbentlig kan det sprede ringe i vandet, og bidrage til en mere rummelig festkultur, hvor vi drikker mindre og derfor også oplever mere«, siger Jette Jul Bruun, programchef i TrygFonden.

Disse gymnasier er med i lommefilms-konkurrencen:

• Nuuk Gymnasium Torsdag d. 3/10
• Odder Gymnasium Mandag d. 28/10
• Vordingborg Gymnasium Tirsdag d. 5/11
• Ikast Gymnasium Onsdag d. 6/11
• Skanderborg Gymnasium Torsdag d. 7/11
• Vestjysk Gymnasium Fredag d. 8/11
• Solrød Gymnasium Mandag d. 11/11
• Struer Gymnasium Tirsdag d. 12/11
• Helsingør Gymnasium Tirsdag d. 12/11
• Favrskov Gymnasium Onsdag d. 13/11
• Dronninglund Gymnasium Torsdag d. 14/11
• Gribskov Gymnasium Torsdag d. 14/11
• Brønderslev Gymnasium Fredag d. 15/11
• Paderup Gymnasium Torsdag d. 21/11
• Himmelev Gymnasium Mandag d. 25/11
• Middelfart Gymnasium Tirsdag d. 26/11
• Støvring Gymnasium Fredag d. 29/11
• Det Blå Gymnasium Mandag d. 2/12
• NEXT Albertslund Gymnasium Mandag d. 2/12
• Tørring Gymnasium Tirsdag d. 3/12
• Gladsaxe Gymnasium Tirsdag d. 3/12
• Esbjerg Gymnasium Onsdag d. 4/12
• Morsø Gymnasium Torsdag d. 5/12
• Espergærde Gymnasium Torsdag d. 5/12
• Frederiksberg Gymnasium Mandag d. 9/12
• Aarhus Statsgymnasium Fredag d. 12/12
• Rysensteen Gymnasium Fredag d. 13/12

 

 


 

Jette Jul Bruun

Underdirektør