Søg støtte

Søg

Nyhed -

Ny rapport: Ekstremisme skal mødes med styrket forebyggelse

Radikalisering og ekstremisme skal tages alvorligt – også herhjemme. I Danmark oplever aktører, der arbejder med forebyggelse, at især den politiske ekstremisme fylder mere – og særligt højreekstremisme. Udviklingen skal mødes med en stærk og tidlig indsats, ifølge ny rapport.


Terrortruslen mod Danmark har længe primært stammet fra militante islamister, men også udviklingen i det højreekstreme miljø, bør vi holde et vågent øje med og tage alvorligt.

Det fremgår af analysen Aktuelle udfordringer og muligheder for forebyggelse af radikalisering og voldelig ekstremisme i Danmark, som TrygFonden netop har udgivet i samarbejde med CERTA.

Ekstremismen, der løbende udvikler sig, skal bl.a. mødes med en styrket forebyggelsesindsats og et tæt samarbejde mellem myndigheder og civile samfundsaktører, lyder en af analysens konklusioner.

Vi skal sætte ind tidligere 

Alene i 2019 har der i udlandet været en række angreb begået af personer inspireret af en højreekstrem ideologi, og i Danmark oplever vi også en udvikling på den yderste højrefløj, hvor miljøet tiltrækker en større og mere forskelligartet skare af både ressourcesvage og ressourcestærke personer.

Herhjemme har vi allerede et målrettet fokus på at forebygge tilgangen til de ekstreme miljøer. Men denne indsats kan styrkes yderligere og igangsættes tidligere, hvis vi vil imødekomme den trussel, miljøerne udgør, lyder fra Dorte McGugan Pedersen, der er udviklingschef i TrygFonden.

”Det forebyggende arbejde bør starte allerede i skoler og daginstitutioner. Her skal man selvfølgelig ikke tale om vold og ekstremisme, men man kan godt tage en snak om inddragelse, demokrati, og hvad det betyder at være en del af et fællesskab. Dette skal forældrene også meget gerne inddrages i,” forklarer Dorte McGugan.

TrygFonden arbejder for – bl.a. gennem spredning af kvalificeret viden og undervisningsmateriale - at forebygge radikalisering og voldelig ekstremisme

Den nye analyse er en opfølgning på Stærke Fællesskabers rapport fra 2016 Modstandskraft mod Radikalisering og Voldelig Ekstremisme, som TrygFonden også stod bag sammen med CERTA.

Læs analysen Aktuelle udfordringer og muligheder for forebyggelse af radikalisering og voldelig ekstremisme i Danmark.