Vi støtter forskning

Vi støtter forskningsprojekter af høj videnskabelig kvalitet inden for TrygFondens 11 fokusområder. Vi lægger vægt på, at idéen har potentiale til at fortsætte og blive indlejret i samfundet, når projektet ophører

Hvad støtter vi?

Projekterne skal opfylde tre kriterier:
  • Have høj videnskabelig kvalitet på internationalt plan, bedømt gennem peer review efter gængse videnskabelige kriterier.
  • Være anvendelsesorienteret og med et praktisk sigte. 
  • Være fremtidssikret i den forstand, at projektet inkluderer velunderbyggede overvejelser af, hvordan de nye forskningsresultater bliver forankret hos relevante institutioner og personer.

Forskningsansøgninger over 10 mio. kr. skal være på engelsk. Dog skal selve ansøgningsskemaet udfyldes på dansk.

Der er nedfældet en række principper og nedsat et rådgivende forskningsudvalg, hvis opgave er at kvalificere strategiske forskningssatsninger og bidrage til at højne kvaliteten af TrygFondens løbende forskningsdonationer. Læs mere om disse her

Det har vi støttet

Se alle forskning, der har fået støtte siden 2013:
Se vores donationer til forskning
 

Hvad tjekker vi i første omgang?

Alle forskningsansøgninger læses af en medarbejder i TrygFonden, der vurderer om:

  • Projektets emne er inden for TrygFondens 11 fokusområder og foregår i Danmark.
  • Ansøgningen er komplet og projektet så grundigt beskrevet, at en vurdering kan gennemføres.
  • Projektets idé har potentiale til at fortsætte og blive indlejret i samfundet, når projektet ophører.
  • Ansøger er i stand til at gennemføre projektet med rimelig sandsynlighed for succes.

Lever forskningsansøgningen op til disse krav, foretager flere medarbejdere en nærmere vurdering af ansøgningen.

Forskningsansøgninger over 1 mio. kr., som opfylder kravene, sendes i eksternt anonymt review.

Særligt om budgettet

Der er nogle særlige ting, du skal være opmærksom på, hvis du søger TrygFonden om støtte til forskning.

Større lønudgifter

Lønudgifter skal anføres som ansættelsesbrøker med angivelse af bruttoløn inkl. pension etc. (dog ikke ved mindre lønudgifter, se nedenfor). Ansættelsesbrøker er fx andele af fuldt årsværk: 
  • 3 mdr. arbejde
  • 6 mdr. på halv tid (dvs. 3 mdr. fuldtidsmåneder)
  • 16 uger fuld tid 

Ansættelsesbrøken ganges dernæst med BRUTTOløn inkl. pension, bidrag osv. Bemærk: TrygFonden giver ikke efterfølgende bevillinger, hvis ansøger har regnet forkert på bruttoløn. Udgifter til barsel, sygdom mv. skal dækkes af ansøgers institution.

Anvend ikke timer gange en eller anden timesats, da den ikke er til at gennemskue for os.

Mindre lønudgifter

Ved mindre budgetposter som fx statistisk konsulent eller studentermedhjælp kan man anvende timepriser eller anføre et samlet beløb på fx 20.000 kr.

Andre udgifter ifm. personale

TrygFonden er indstillet på at donere til lønudgifter til projektrelevant støttepersonale, rimelige beløb til indretning af arbejdsplads for nye medarbejdere, laboratorieudgifter, apparatur, licenser, studieafgifter, rimelige rejse/konferenceudgifter i direkte tilknytning til forskningsprojektet osv.

Publikationsfees

TrygFonden opfordrer til, at ansøgerne søger om publikationsfees med henblik på at sikre open access.

Overhead 

Mht. til overhead giver TrygFonden maksimalt 5 pct. Øvrige overheadudgifter må ansøger selv skaffe anden finansiering til. 

Andre støttegivere

TrygFonden ser meget gerne, at andre fonde, forskningsråd mv. også har støttet et projekt.
Læs mere om ansøgningsforløbet og udbetaling

Særligt om review

Forskningsansøgninger over 1 mio. kr som sekretariatet vurderer opfylder kriterierne, sendes i eksternt anonymt review. Også ansøgninger under 1 mio. kr. kan sendes i review. 

Hvem foretager review?

I reviewprocessen sendes ansøgningen til relevante medlemmer af TrygFondens Rådgivende Forskningsudvalg, der indstiller forslag til to reviewere. Dansksprogede ansøgninger sendes i nordisk review. Engelsksprogede ansøgninger er meget velkomne - dog skal selve ansøgningsskemaet udfyldes på dansk. Alle ansøgninger over 10 mio. kr. skal være på engelsk, dog med lægmandsresumé på både dansk og engelsk.

Hvad sendes i review?

Vi fremsender alene projektbeskrivelsen til review. Den skal være udformet, så den kan vurderes af fagfæller. Det er derfor afgørende, at du uploader alt relevant materiale, når du ansøger. 

Det er dog samtidig vigtigt, at du udfylder alle de obligatoriske felter i ansøgningsskemaet. Vi medsender ikke selve ansøgningsskemaet til reviewerne. Det anvendes alene af medarbejderne i TrygFondens sekretariat.

Hvor lang tid tager review?

Et review tager ca. 3 måneder. Vi har normalt en behandlingstid på 4 måneder efter ansøgningsfristen for alle typer af ansøgninger. Forskningsansøgninger, som skal i review, vil derfor have op til 7 måneder behandlingstid.

To anonyme reviewere vurderer projektet efter kriterierne:

  • Projektets kvalitet:/quality of the project (project plan)
  • Den grundlæggende ide/basic idea
  • Originalitet/originality
  • Metodologi/methodology
  • Ansøgerens kvalifikationer/qualifications of applicant
  • Gennemførligheden af projektet/project feasibility
  • Praktiske perspektiver/practical perspectives
  • Forskningsperspektiver/scientific perspectives
  • Formidlingsplan/plan for dissemination
  • Samlet vurdering af ansøgningen/overall grade of the project
Ved centeransøgninger stilles ekstra spørgsmål ang. forskningsledelsen.
Spot image

Passer din ide til vores mål?

I TrygFonden har vi udvalgt 11 fokusområder inden for sikkerhed, sundhed og trivsel, hvor vi kan se muligheder for at skabe mere tryghed i Danmark. Fokus er rettet mod samfundsmæssige problemer og de mennesker, vi ønsker at hjælpe. Her vil vi gøre en meningsfuld og målbar forskel. Når du ansøger, er det derfor vigtigt, at du tjekker, at din ide bidrager til at nå vores mål.

Læs om vores mål og fokusområder