Hospitalsklovnen

”Den røde næse gør hele forskellen. Uden er jeg bare Pia Cisko fra Aarhus. Med næsen på er jeg klovnen Petunia"

Trivsel Som klovn spejler jeg de følelser og stemninger, jeg møder hos børnene. Gør det ondt, har jeg også ondt. Er de generte, tør jeg næsten ikke komme ind på stuen. Er det frygten for nåle, der er det værste, så er jeg siiiindsygt bange for nåle.

Jeg taler ikke ’voksensnak’ og siger: ”Det gør ikke ondt… Eller tag det nu roligt, det går snart over.” Jeg møder børnene i deres verden og virkelighed.

Klovnen taler med og for børnene

En af de vigtigste egenskaber som hospitalsklovn er, at du kan sætte dig i børns sted og ikke bare er en voksen med en rød næse, der prøver at være sjov og trænger sig på.

Hospitalsklovnens rolle er at være ’oversætter’ mellem barnet og de voksne på sygehuset. Jeg siger det højt, som børnene tænker: ”Gør det ondt? Det der turde jeg bare ikke… Tør du godt se blod? Kommer jeg til at spille fodbold igen.”

På en måde er jeg børnenes allierede, men samtidig skal jeg mærke grundigt efter, om jeg er velkommen. Jeg trænger ind i deres private rum på et meget sårbart tidspunkt. Det er ikke sikkert, de vil have mig der. Så lister jeg af igen…” 

Der findes 23 hospitalsklovne i Danmark. De gør hverdagen for indlagte børn og deres forældre lidt sjovere i en svær tid. Pia Cisko, eller klovnen Petunia som hun kaldes, klovner på Aarhus Universitetshospitals skadestue. Et sted, hvor klovnene indtil nu ikke er kommet.