På hospice i Randers

”Det er underligt at tænke på, at for et år siden var jeg på vej på sommerferie med min mand og tre børn. Nu – godt et år efter – ligger jeg her på hospice. 48 år gammel og skal dø…”

Trivsel De ringede en mandag og tilbød mig pladsen. Onsdag flyttede jeg ind. Jeg kunne ikke sove de første nætter. Så jeg flyttede hjem igen. Det gik ikke. Jeg havde jo taget afsked med alt det derhjemme. Så det var hverken godt for mig eller min familie, at jeg kom tilbage. Siden har jeg boet her og haft det godt med det… 

Mit navn er Anne-Mette. Jeg er 48 år og bor på Hospice i Randers. Jeg har tre børn: To store drenge og en pige, der går i 10. klasse. Desværre er jeg alvorlig ramt af kræft. Lægerne siger, jeg er uhelbredelig syg, og det kun er et spørgsmål om kort tid.

Fra tarmslyng til alvorlig kræftdiagnose

Det er underligt at tænke på, at for et år siden var alt ’normalt’. Jeg var på vej på ferie med min familie uden den fjerneste anelse om, at der var noget alvorligt i vejen med mig.

Jeg havde godt nok haft ondt i maven i et stykke tid. Lægerne mente, det var tarmslyng. Da jeg vågnede efter operationen, var alt kaos. Jeg havde fået stomi, og det, de troede var forholdsvis harmløs tarmslyng, var nu blevet til en alvorlig kræftdiagnose.

Efter den første operation var meldingen positiv. Kræften var væk, forlød det. Men allerede på vej hjem fra sygehuset ringede de. De havde set noget på scanningsbillederne, som ikke burde være der, og ville have mig til at komme tilbage med det samme. Det viste sig, at kræften havde bredt sig til lever, bughule, tarm… Alle steder. Min mave var praktisk talt én stor kræftknude.  

Afklaret med døden

Jeg er afklaret med at skulle dø og er hverken vred eller bitter. Jeg ved, det kan være svært for andre at forstå, men sådan er det for mig. Jeg håber bare, at jeg sover stille ind uden smerter. Det har været sværere for min familie. De føler en stor uretfærdighed over, at jeg skal herfra så tidligt.

For os alle er det en stor lettelse, at jeg fik en plads på hospice. Nu ved de, at jeg er i gode hænder. Det gør også, at de bedre kan leve deres liv.

Min datter skal en uge til Bulgarien med en veninde. Mit store mål er at være i live, når hun kommer hjem igen. Det giver ekstra kræfter at sætte sig mål. Det hjælper mig til at holde ud…

Anne Mette Ehrenreich er en af godt 100 beboere, der hvert år flytter på hospice i Randers. Et korps af 30 frivillige hjælper de døende den sidste tid og opfylder deres sidste ønsker. TrygFonden støtter korpset.