Fakta

Trafik Live - den dag det gik galt er en del af TrygFonden og Rådet for Sikker Trafiks projekt
 "Fremtidens trafikanter”.

Mit navn er Nikolaj. En uge før min 19 års fødselsdag slog mit liv en koldbøtte, der har mærket mig for livet. Jeg kørte galt med alt for meget alkohol og høj fart i blodet. I dag er jeg 23, førtidspensionist og sidder i kørestol.

Sikkerhed I 2007 arbejdede jeg som murerarbejdsmand ligesom min far. Jeg havde firedages uge, så den fredag gik jeg bare og ventede på, at min kammerat skulle få fri. Han havde længe talt om en fadølsfest i Kjellerup. En fest, hvor man betalte 80 kroner ved indgangen, og så var der ellers fri bar resten af aftenen. Perfekt for os.

Øl, mere øl og vodka

Vi varmede op bag kiosken i Rødkærsbro. Da vi var løbet tør for øl, tog vi op til min søster og drak videre. Vi drak øl og vodka med cola. Da vi skulle af sted, tilbød jeg at køre.

Min kammerat havde tidligere på året mistet sit kørekort på grund af alkohol. Så den lå ligesom på mine skuldre at få os frem til festen. Jeg vidste godt, jeg havde fået for meget at drikke, men jeg tænkte: ”Jeg har sgu kørt værre ’sprittere’ hjem end denne…” 

På det tidspunkt havde jeg vel drukket fem-seks genstande. Men jeg havde absolut ingen skrupler over at køre mine fire venner til fadøls-disko. Jeg havde heller ingen problemer med at drikke et par Smirnoff Ice på vej derover.

Festen var død

Da vi kom til diskoteket, var der kun fire andre udover os. Jeg drak to store fadøl og besluttede hurtigt at smutte igen. Det var på hjemturen, det gik galt. Vejret var blevet dårligt. Det regnede kraftigt, hvilket ikke fik mig til at køre langsommere af den grund. Jeg kendte de små veje som min egen bukselomme og følte mig udødelig.

Det gjorde min gamle BMW også. Lige indtil mit ene baghjul kom ud i rabatten og ramte en sten. Hjulet eksploderede med 90 km/t. Jeg nåede at tænke: ”Fuck… Det går galt!” Det næste, jeg hørte, var lyden af smadret glas, før alt blev sort.

Og bilen døde kort efter

Da jeg vågnede, lå jeg 70 meter fra min bil. Den var total smadret, men den ene forlygte lyste som en projektør ud over marken. Det blev min redning. For det var lyset fra bilen, der fik den tyske lastbilchauffør til at stoppe. Da jeg blev fundet, havde jeg svært ved at trække vejret, min venstre lunge var klappet sammen, og da jeg prøvede at vende mig, lød der et højt knæk fra min ryg. Som hvis nogen hoppede på et stykke bobleplast.

Kommer jeg til at gå igen?

Det første, jeg spurgte lægen på sygehuset om, var: ”Kommer jeg til at gå igen…” Han gav mig den korte besked. Jeg slog ud efter alt og alle. Var ude af mig selv. Troede jeg skulle ende mine dage i en seng som en anden grøntsag.

På sjettedagen efter ulykken fik jeg besøg af racerkøreren Jason Watt. Det blev et vendepunkt for mig. Han mindede mig om, at der er et liv efter ulykken og bad mig kæmpe. I dag er jeg trafikambassadør ved Rådet for Sikker Trafik. Jeg har fået et godt liv – trods alt…

Nikolaj Sørensen er en af i alt 24 frivillige trafikskadede, der igennem Rådet for Sikker Trafik tilbyder landets 8. til 10. klasser at komme på besøg og fortælle deres stærkt personlige historier om den dag, det gik galt for dem.


 Fremtidens trafikanter  

Fremtidens trafikanter

En ny generation af trafiksikre børn og unge.

Læs mere om projektet her

     
     

Sikker i trafikken

Gennem undervisning, træning, debat og kampagner ønsker TrygFonden at arbejde for, at færre kommer alvorligt til skade eller dør i trafikken. Der er særligt fokus på børn og unge, da ulykkerne stiger voldsomt i aldersgruppen 15-24 år.
Sikker i trafikken

Sammen skaber vi tryghed