Befolkningens syn på funktionelle lidelser

TrygFondens surveyanalyse ”Befolkningens syn på funktionelle lidelser” kortlægger danskernes synspunkter i forhold til funktionelle lidelser.

Sundhed Irriteret tyktarm, fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom, duftfølsomhed… listen er lang, og lidelserne velkendte for rigtig mange danskere. Mindre velkendt er fællesbetegnelsen funktionelle lidelser, som dækker over alle de lidelser, der ikke i dag kan forklares medicinsk eller kirurgisk. 

Op mod 20 procent af alle lægebesøg og omkring 5 procent af alle indlæggelser skønnes at vedrøre funktionelle lidelser. Dertil kommer et ukendt antal langtidssygemeldinger og førtidspensioneringer og den forringede livskvalitet, der følger med smerterne. 

"Funktionelle lidelser er en elefant i sundhedsvæsenet, og lidelserne havner i dag i lægernes brokkasser over ting, der ikke kan gøres noget ved. Det er en stor belastning for de mennesker, der må leve med en sygdom, som ingen rigtig kan forklare eller vil behandle, og det er en voldsom byrde for samfundet som helhed," siger forskningschef i TrygFonden Anders Hede. 

Det var baggrunden for, at TrygFonden gav 10 millioner kroner til verdens hidtil største befolkningsundersøgelse inden for feltet, som gennemførtes med Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed, Region Hovedstaden i spidsen og i samarbejde med kliniske centre og forskningsmiljøer ved Københavns og Aarhus Universiteter.