TrygFondens donationsfolder

Tryghed er en vigtig forudsætning for et godt liv. Når du er tryg, har du overskud til at passe på dig selv og samtidig være noget for andre.

TrygFonden er en aktiv skaber af tryghed i Danmark. Vi forebygger ulykker, styrker sundheden og fremmer trivslen tæt på menneskers hverdag. Derfor møder du os der, hvor danskerne færdes: På gaden, på stranden, i skolen, i idrætsklubben, på hospitaler og i institutioner over hele Danmark.

Vi støtter hvert år ca. 800 projekter, der gør en forskel over hele landet.
Men vi kan ikke gøre det alene. Vi har brug for nye idéer og projekter,
der gør Danmark til et endnu bedre og mere trygt sted at være.

I folderen "Skal vi hjælpe dig med at hjælpe" får du et indblik i vores arbejde og fokusområder, og i hvordan du kan søge midler til et projekt, der kan gøre os alle bedre til at tage hånd om hinanden.


Er du en af de nye ildsjæle og frontløbere, der kan hjælpe os med at redde liv og forbedre livskvalitet i Danmark?


Hvor kommer pengene fra?

TrygFonden er en af Danmarks store almennyttige aktører. Bag TrygFonden står TryghedsGruppen, der er hovedejer i forsikringsselskabet Tryg og skaber værdi og tryghed gennem langsigtede investeringer og almennyttige uddelinger.

TrygFonden har gennem mange år doneret et trecifret millionbeløb årligt til at styrke sundheden, sikkerheden og trivslen i det danske samfund. Godt halvdelen af pengene uddeles som regionale og landsdækkende donationer. Resten går til strategiske partnerskaber og projekter, som TrygFonden selv tager initiativ til og driver, fx kystlivredningstjenesten, opsætning af hjertestartere og besøgshundeordningen.

70 folkevalgte repræsentanter fra hele landet er hvert år med til at tegne de store linjer og beslutte, hvordan pengene skal fordeles.