Unge nydanskere føler sig mest trygge, når de taler dansk, viser undersøgelsen som, TrygFonden har foretaget sammen med Center for Ungdomsforskning (CeFu) ved Danmarks Pædagogiske Universitet.

Trivsel

TrygFonden igangsatte i 2006 et forskningsprojekt om tryghed og trivsel blandt unge nydanskere. Projektet var en opfølgning på TrygFonden og Huset Mandag Morgens ungdomsundersøgelse ”Mellem dyd og dårskab” fra 2005, hvor unges bekymringer, deres holdninger til risikoadfærd og deres ønsker til kærester og venner blev kortlagt.
Unge nydanskere var underrepræsenteret i den undersøgelse, derfor tog TrygFonden sammen med CeFu initiativ til undersøgelsen af trygheden specifikt blandt unge nydanskere. 

Undersøgelsen viser bl.a., at unge nydanskere føler sig mest trygge, når de taler dansk. De er langt mere bekymrede end etniske danske unge. Til gengæld har de mere selvtillid. De er begejstrede for mulighederne i det danske samfund, men bekymret for den skepsis, de føler sig mødt med - en skepsis, der vægter så meget, at mange drømmer om at forlade Danmark.