I 2005 inviterede TrygFonden 60 ungdoms- og forebyggelseskonsulenter sammen med flere ungdomsforskere til en tryghedskonference. Formålet var at drøfte væsentlige forskningsresultater og erfaringer med konkrete forsøg. Læs konklusionerne fra konferencen i rapporten "Tryghed i ungdommen"

Trivsel
Hvordan står det egentlig til med arbejdet med de unges tryghed? Der er mange holdninger, men det er sjældent vi hører om det fra dem, der rådgiver og vejleder de unge. Derfor inviterede TrygFonden til idé- og inspirationskonference om unge og tryghed.

Med konferencen ville TrygFonden sætte spørgsmålstegn ved, om 'voksensamfundet' taler rigtigt med de unge omkring deres risikoadfærd og diskutere, hvordan vi kan gøre det bedre.

Det var vigtigt for TrygFonden at afholde konferencen inden den forstående kommunalreform, fordi fremtidens storkommuner her overtog opgaver, som amterne tidligere havde haft ansvaret for. Det betød, at kommunerne skulle til at udvikle en ny politik på forebyggelsesområdet, og at en eventuel inspiration til det kommende arbejde skulle ske hurtigt.

TrygFonden ønskede med konferencen også at finde frem til fagfolk og ildsjæle med de rigtige ideer, der kan flytte de unge, og som står bag projekter, der er værd at støtte.

Tre workshops gav debat
Konferencen var bygget op omkring tre overordnede indlæg om unge og risiko, der blev efterfulgt af tre mindre workshops, der omhandlede henholdsvis 'unge og trafik', 'ungdomsrådgivning' og 'Ringstedprojektet'.
 
Der var ti temaer, som trådte tydeligt frem i de mange workshop-diskussioner – enten fordi det er her, der er interessante og brugbare erfaringer fra nye måder at gøre tingene på eller fordi, det er områder, hvor der virkelig er brug for viden og nytænkning. 

Temaerne var eksempelvis 'de virkningsløse virkemidler', 'sociale overdrivelser fremmer ikke forståelsen', 'voksnes berøringsangst er en del af problemet' og 'vi skal lære de etniske unge at kende'.