Tilbage til TrygFonden.dk

Asylliga

Abdul Samet spiller for fællesskabet - og for at vinde på den helt lange bane

Stemningen på Slagelse Stadion er elektrisk i Asylligaens finaleweekend. De fire finalehold kommer fra asylcentre i Jylland og Sjælland og har brugt sæsonen på at fintune spillestilen og kvalificere sig til finalen. De spiller for fællesskabet - og for at vinde. De ugentlige træninger og kampe har kun skærpet sulten efter den nypudsede pokal på cafebordets kongeblå dug, som spillerne defilerer andægtigt forbi foran spillertunnellen.

High fives og gensynsglade hilsner flyver igennem luften. Selv om Asylliga-spillerne er modstandere på banen, er de også venner, der dunker hinanden på ryggen, og udveksler gode og dårlige nyheder efterhånden som de ankommer i busser fra Jylland og Sjælland til finaleweekenden. Nyheder om, hvem der har fået opholdstilladelse, og hvem der har fået afslag. De resterende har ventetiden og uvisheden til fælles.

Spekulationerne om fortid, nutid og fremtid fylder. Så meget at det kan være svært at sove om natten. Det hjælper træningen og kampene på. Udover det fællesskab, som fodbolden skaber mellem de mange forskellige nationaliteter på hvert eneste asylligahold, så slapper kroppen bedre af efter træningen. Men lige nu gælder det finalen i Asylligaen.

Abdul Samet fra Asylcentret i Avnstrup er klar. ”Banerne på Slagelse Stadion er gode. Og når du spiller på gode baner, spiller du bedre. Og så bliver du glad.”

En plads i fællesskabet

Asylliga giver asylansøgerne et tilbud om træning og fællesskab i en hverdag, hvor bekymringerne er mange. Men ligaen er også med til at skabe en bedre integration i lokalområdet, hvor spillerne bliver trænet af de lokale trænere, og møder de lokale spillere i klubhuset.

At det også er lykkedes at opbygge lokale relationer, er der ingen, der er mere stolt af end idémanden bag Asylliga, tidligere formand og direktør i Brøndby IF, Per Bjerregaard.

"Det handler om den enkeltes oplevelse af at være en del af at fællesskab - i

modsætning til den ensomhedsfølelse, der hører med til livet som asylansøger. Men det handler i høj grad også om sammenholdet og samspillet med lokalsamfundet".

Projektet drives til dagligt af Røde Kors i samarbejde med DBU og med støtte fra Det europæiske fodboldforbund, UEFA og TrygFonden.

"Fodbold er godt. Al sport er godt. Men fodbold giver mit liv lidt mere action".

Når Abdul Samet ikke er til danskundervisning eller udfører praktiske opgaver i Asylcentret i Avnstrup, tilbringer han tiden i hall'en.

"Hvis jeg ikke har praktik eller skole, så går jeg ned og taler med mine venner om livet. Om mit liv - om deres liv. Vi taler om det samme hver dag. Vi taler om alting. Nogle gange om fodbold - at Real Madrid har tabt. Nogle gange spiller jeg Fifa på mobilen. For det meste faktisk."

Der bor 500 asylansøgere i det store bygningskompleks som udgør Asylcentret i Avnstrup. Asylcentret, der ligger ved Hvalsø i Lejre Kommune, er det største asylcenter på Sjælland

Abdul Samet bor på Asylcentret i Avnstrup, mens han venter på svar på sin ansøgning om opholdstilladelse. Hans kone og datter har fået opholdstilladelse, og bor på Frederiksberg i København.

"Nogle gange mister vi spillerne på holdet. Andre gange får vi nogle nye fra de andre centre. Men vi er alligevel et hold" siger Abdul Samet

"Hvis man spiller pænt, bliver man gode venner - som en familie"

"Når du i slutningen af kampen vender kampen med de andre – det er dér, man bliver venner. Det er dér, hvor man bliver familie."

"Jeg kender efterhånden mange mennesker – både indenfor og udenfor centret. Fra Dianalund, fra Kalundborg. Vi er venner"

"Hvis jeg altid tænker, altid er ked af det, så er det ikke godt. Hverken for mig selv eller for min familie."

"Hvis du er negativ, bliver livet negativt for dig. Det er vigtigt at foretage sig noget, der gør én glad. At du tænker: I dag vil jeg foretage mig dette eller hint - og så må tankerne vente. Du bliver nødt til at nyde livet,"

TrygFonden støtter

TrygFondens mål er at øge trygheden i Danmark ved at fremme sikkerhed, sundhed og trivsel. TrygFonden arbejder blandt andet for, at mennesker gennem frivillighed, beskæftigelse, netværk og egne initiativer kan deltage i positive sociale fællesskaber. Dette gælder også mennesker i en særligt sårbar situation. Under overskriften "En plads i fællesskabet" støtter TrygFonden projekter, der har fokus på at

• Flere deltager i positive, sociale fællesskaber

• Flere sårbare eller udsatte børn, unge og voksne får adgang til rådgivning

og støtte, som kan styrke deres muligheder for deltagelse i positive fællesskaber

• Flere frivillige og professionelle arbejder sammen for at fremme sårbare eller udsatte børn, unge og voksnes adgang til positive, sociale fællesskaber

• Flere arbejder for, at socialøkonomiske virksomheder og sociale investeringer skaber arbejdspladser for sårbare eller udsatte mennesker

• Udvikle og afprøve metoder til styrkelse af civilsamfundets, arbejdsmarkedets og det offentliges kapacitet til at skabe positive, sociale

fællesskaber

Projektet Asylliga er af de projekter, TrygFonden støtter. Mange unge, mandlige asylansøgere savner både fysiske og mentale udfordringer, når de opholder sig på de danske asylcentre. Asylligaen skal være med til at give de unge mænd det fællesskab, de ofte savner.

Du kan også søge om støtte til et projekt. Læs mere om TrygFondens 11 fokusområder på trygfonden.dk

Tak

  • Asylligaen - særligt Abdul Samet, der bor på Asylcentret i Avnstrup
  • Røde Kors, DBU og UEFA
  • Per Bjerregaard, Anders Bjerregaard og Henrik Lauritzen
  • Film- og stillfotograf Per Fredrik Skiold
  • Filmklipper Julie Winding
  • Musiker Jan Rørdam