Bag om Fællesskabsmålingen

Mennesker, som lever på kanten af eller uden for fællesskaber, drømmer om en meningsfuld hverdag – og for mange er det ensbetydende med et job. Men langt de fleste oplever, at der ikke er plads til dem på arbejdsmarkedet. "Bag om Fællesskabsmålingen" tegner et billede af 78 menneskers hverdag.

Mange mennesker med sociale, fysiske eller psykiske udfordringer vil gerne arbejde eller have mulighed for på anden måde at blive en del af et fællesskab, hvor de kan bidrage med noget. Men de fleste oplever, at det ofte er vanskeligt – eller ligefrem umuligt – for dem at leve op til de krav og forventninger, som arbejdsmarkedet stiller.

Gennem interviews med 78 mennesker, der i større eller mindre grad står uden for fællesskabet, tegner den nye undersøgelse ”Bag om Fællesskabsmålingen” et nuanceret billede af hverdagsliv præget af social eksklusion. Især psykisk sårbarhed og ensomhed fylder for de interviewede, men deres ønsker og drømme vidner også om en stor, uforløst ressource, som både velfærdssystemet og civilsamfundet skal blive bedre til at forløse, hvis disse mennesker skal opleve at være en del af fællesskabet.

Rapporten er en opfølgning på Fællesskabsmålingen fra 2017, som undersøgte forskellige befolkningsgruppers oplevelse af at være – eller ikke være – en del af fællesskabet. Den viste, at hver femte voksne dansker følte sig på kanten af eller helt uden for fællesskabet. Den nye undersøgelse går et spadestik dybere gennem kvalitative interviews med personer, som oplever at være mere eller mindre socialt ekskluderet.