Samtaler om psykisk mistrivsel på BørneTelefonen

I 2017 drejede hver fjerde rådgivning på BørneTelefonen sig om psykisk mistrivsel som selvskade, ensomhed og selvmordstanker. Det svarer til 12.205 samtaler og afspejler en bekymrende udvikling - at stadig flere børn i Danmark mistrives psykisk.

På BørneTelefonen fortæller børn om at føle sig ensomme og forkerte, om ikke at have det godt med sig selv og om at have negative tanker om sit eget værd. Der er børn, der påfører sig selv skade enten direkte eller indirekte ved for eksempel at sulte sig selv. Nogle har forsøgt selvmord eller går med tanker om det. Det er disse fortællinger, der bringes frem i denne rapport.

Formålet er at bidrage til en nuanceret debat om, hvordan det danske velfærdssamfund bedst kan hjælpe de børn, der er i risiko for at udvikle psykisk mistrivsel, og de børn, der allerede har det svært. Rapporten henvender sig til beslutningstagere og andre aktører på tværs af børne-, psykiatri- og undervisningsområdet.

I april 2018 udgav Børns Vilkår og TrygFonden rapporten 'Svigt af børn i Danmark - status 2018', der giver et overblik over omfanget af de svigt, børn udsættes for i Danmark, herunder svigt af børn i psykiatrien. Nærværende rapport fokuserer ikke alene på børn, der er i kontakt med psykiatrien, men i bredere forstand på de børn, der ikke trives psykisk, og som måske snarere har behov for hjælp i de nære omgivelser, det vil sige hjemmet, daginstitution og skole, og eventuelt i det sociale system.