Tilbage til TrygFonden.dk

Hunde skaber glæde i nuet

TrygFondens besøgshunde skaber glæde hos ældre og udsatte mennesker, som har brug for et lyspunkt i hverdagen. Mere end 700 kvalificerede hunde og deres ejere er med til starte samtaler og vække minder i plejeboliger over hele Danmark.

Sanne Rousau er frivillig i TrygFonden Besøgshunde. Et par gange om måneden besøger hun beboere på et plejecenter i Kolding sammen med sine to hunde, Alba og Texas. Når de kommer på besøg, sidder beboerne forventningsfulde klar rundt om kaffebordet, og med det samme døren går op, breder der sig smil i deres ansigter. For Sanne er det en stor glæde at dele sine hunde med de ældre mennesker, som hun selv holder af at bruge sin fritid sammen med.

”Jeg nyder at gøre noget aktivt med mine hunde, som skaber glæde. Det er en så lille indsats fra min side, som betyder utroligt meget for beboerne.”
- Sanne Rousau, frivillig i TrygFonden Besøgshunde

Ca. 700 hunde og deres ejere er gennem TrygFonden Besøgshunde med til at fremkalde erindringer fra et levet liv og skabe glæde i nuet. En hund kan nå ind til et menneske på en helt særlig måde. Meget af kommunikationen foregår gennem berøring og lyde, og derfor er besøgshunde særligt gode til demensramte mennesker, der kan have svært ved at udtrykke sig.

Det er vigtigt, at besøget er en god oplevelse for både hunden, ejeren og personen, der får besøg. Derfor stiller TrygFonden høje krav til hundenes fysiske og mentale sundhed og hundeejernes kompetencer og motivation. Nye hunde og deres ejere bliver optaget på sessioner, hvor de firbenede bl.a. bliver undersøgt af en dyrlæge og får et tjek hos en dyreadfærdsekspert. Til sidst vurderes også ejeren, der har den vigtige opgave at være ambassadør for sin hund og samtidig at hjælpe kontakten på vej mellem hunden og personen, der får besøg.

Da TrygFonden Besøgshunde blev etableret, satte TrygFonden også gang i forskning for at dokumentere besøgshundenes effekt. Resultaterne bruges til at gøre besøgene bedre og øge trivslen og livskvaliteten for ældre og demente borgere. TrygFonden har også undersøgt brug af hunde i terapeutisk sammenhæng. Gennem et pilotprojekt på Neurocenter Hammel har børn og voksne med erhvervet hjerneskade i flere år haft selskab af hunde i deres genoptræning for at undersøge virkningen.

En plads i fællesskabet

At få besøg af en venlig hund og dens ejer kan betyde en kæmpe forskel for et ældre menneske, der bor alene i en plejebolig og måske sjældent har gæster udefra. Besøgene er med til udfylde det behov for tryghed og trivsel, som de fleste mennesker har – og de bridrager til, at personen, der får besøg, har sociale relationer uden for hjemmet.

Når vi bliver gamle, stiger risikoen for, at vi bliver socialt ekskluderet. TrygFonden arbejder for, at skabe plads til alle i et positivt fællesskab – uanset alder.

Kunne du tænke dig at dele din hundeglæde med andre? Tag quizzen og læs om, hvad det kræver at blive en del af TrygFonden Besøgshunde

Eller kender du en, der trænger til et hundebesøg? Find ud af, hvordan en institution bliver tilmeldt TrygFonden Besøgshunde

Fortællinger fra TrygFonden

Oplev vores andre webdoks