Få tjek på modermærkerne

I disse uger holder en række hudklinikker åbent hus for danskere, der vil have tjekket deres modermærker uden at bestille tid.

Sundhed I 30 europæiske lande bliver der i disse uger sat fokus på hud- og modermærkekræft med kampagnen Euromelanoma. Både på hvordan kræft i huden ser ud, så man kan opdage kræften i tide, men også hvordan sygdommene forebygges.

I Danmark er der hvert år cirka 1.600 danskere, der får konstateret modermærkekræft, og intet andet sted i verden får så mange unge kvinder modermærkekræft som i Danmark. Dertil kommer de knap 12.000 danskere, som hvert år får hudkræft.

Kampagnen er derfor uhyre relevant, mener Peter Dalum, der er projektchef i TrygFonden og Kræftens Bekæmpelses Solkampagne: 

"Næsten hver dag dør der en dansker af modermærkekræft. En meget stor del af de dødsfald kan undgås hvis vi beskytter vores ud imod skadelig UV stråling ved at følge de fire solråd: Skygge, Solhat, Solcreme og Sluk Solariet," siger Peter Dalum. 

Vigtigt at opdage tidligt

 
Som en del af kampagnen holder en række hudklinikker og hospitaler åbent hus og inviterer danskerne til at møde op og få tjekket modermærker, der ser mistænkelige ud.

"Det er en god måde at gøre opmærksom på, at man skal holde øje med sin hud og få mistænkelige modermærker undersøgt. Det er altid vigtigt at reagere på forandringer i huden, og hvis et modermærke inden for kort tid ændrer form, farve eller størrelse, bør man gå til lægen og få det tjekket," siger Peter Dalum.