Så er der gadeidræt i Esbjerg

Nu får Esbjerg et helt nyt indendørs mekka for gadeidræt – et såkaldt StreetMekka. Her vil byens børn og unge i fremtiden kunne dyrke street basket, gadefodbold, parkour, hip-hop dans, skateboarding og meget mere.

Sundhed Gadeidrætten blomstrer i Danmark, men udøverne mangler ofte et sted at gå hen, når vejret er dårligt. Derfor har Realdania og TrygFonden sammen med gadeidrætsorganisationen GAM3 søsat et initiativ, der giver udvalgte kommuner mulighed for at realisere et indendørs StreetMekka. 

Og Esbjerg Kommune er altså den første, der er blevet udvalgt, hvilket glæder Esbjergs borgmester Johnny Søtrup. 

”Esbjergs unge har brug for et miljø, hvor de kan udvikle sig gennem idræt uden for de traditionelle rammer, og hvor frihed under ansvar vil være et vigtigt element. Derfor glæder det mig rigtigt meget, at der etableres et StreetMekka på Remisen,” siger Johnny Søtrup. 

Ud over støtte til rådgivning, konkurrence, evaluering og formidling, modtager Esbjerg Kommune 9 millioner kroner til etableringen af StreetMekka fra Realdania og TrygFonden. 

Direktør i TrygFonden, Gurli Martinussen, ser gode perspektiver i projektet. 

”Ikke alle børn og unge tiltrækkes af den traditionelle danseskole, fodboldklub eller idrætsforening. Med et nyt lokalt StreetMekka i Esbjerg kan flere børn og unge nu mødes omkring selvorganiserede aktiviteter og gadeidræt, bevæge sig og blive en del af et fællesskab,” siger Gurli Martinussen. 

Esbjerg er, som nævnt, den første by, som er blevet udvalgt til at få etableret et Streetmekka. Nu fortsætter Realdania, TrygFonden og GAM3 arbejdet med at udvælge de næste to byer, der kan få flotte faciliteter til gadeidrætten.

Foto: Chresten Bergh