Hånd i hånd på bolden

Kronprinseparret var på banen, da Klubfidusen blev sparket i gang i Bagsværd Boldklub den 17. september. Projektet skal skabe bedre trivsel blandt de sportsdyrkende børn og unge.

Trivsel Om aftenen ville de italienske fodboldstjerner Pirlo, Buffon og resten af Juventus komme på besøg i Parken, men for en samling miniputter i Bagsværd Boldklub var det allerede om eftermiddagen den 17. september, at det store ”stjerneøjeblik” indtraf.

Her var H.K.H. Kronprins Frederik og H.K.H. Kronprinsesse Mary nemlig på besøg for officielt at sparke det nye projekt ”Klubfidusen” i gang. 

Flere af de unge fodboldspillere var tydeligvis både benovede og stolte over at dele grønsvær med de to, og kronprinseparret nød også eftermiddagen med børnene. 

Klubfidusen er blevet til i et samarbejde mellem Mary Fonden, Red Barnet, DBU og TrygFonden, og målet er at skabe mere trivsel og mindre mobning blandt børnene i de danske fodboldklubber. 

Projektet skal blandt andet give lederne og de frivillige ude i klubberne nogle konkrete redskaber til at håndtere mobning, skabe trivsel og fremme det gode fællesskab blandt børnene. 

Indsatsen bliver i første omgang testet i fem klubber, og vil derefter i løbet af 2014 blive tilbudt fodboldklubber i hele landet.