De kan skrive forhandlere i New York, Tokyo, London, Stockholm og Berlin på kundelisten. Og de kan se deres high end strikkede huer, sweatre og babytæpper i brug blandt alverdens børn i de store metropoler. Den Sociale Kapitalfond investerer nu 300.000 kr. i Mormor.nu med mulighed for lån på op til 1,5 mio. kr. Målet er at Mormor.nu skal udvide produktionen og inkludere udsatte kvinder – herunder indvandrerkvinder – i virksomheden.

Trivsel ”Hos Mormor.nu har vi set potentialet for at udforske, hvordan kunsthåndværk kan bidrage til at inkludere flere udsatte kvinder på arbejdsmarkedet. Indtil videre har virksomheden et spændende potentiale og vi glæder os meget til at se, hvilke resultater Mormor.nu kan skabe,” siger Gurli Martinussen, som er direktør i TrygFonden og bestyrelsesformand for Den Sociale Kapitalfond.

Virksomheden Mormor.nu blev startet i 2004 som en hyldest til det gode håndværk og de stolte strikketraditioner, som mange ældre kvinder besidder. Samtidig var det et ønske om at bringe ældre tættere sammen om noget meningsfyldt, som også kunne komme andre til gode. De gode erfaringer med de danske strikkedamer har inspireret ejeren af Mormor.nu, Nina Brandi, til at udvikle sin produktion.
 
”Mormor.nu’s udgangspunkt har været af bruge strik og håndarbejde til at styrke båndene mellem generationerne. Men vores samfundsmæssige potentiale er større, kan vi se. Vores virksomhed kan knytte nogle af de bånd, som kvinder der længe har stået uden for arbejdsmarkedet mangler for at kunne åbne døren til et job,” fortæller direktør i  Mormor.nu, Nina Brandi.

I 2013 er Mormor.nu således gået sammen med Frederiksberg Kommunes jobcenter, F86, om at uddanne og bagefter ansætte andre kvinder som længe eller altid har stået udenfor arbejdsmarkedet – typisk kvinder med anden etnisk baggrund end dansk.

”Vores borgere er meget tilfredse med tilbuddet. De synes det er fantastisk, at deres ressourcer kan bruges til at lave produkter, som så mange værdsætter og som har så høj kvalitet. Det bidrager til både selvværd og livskvalitet”, fortæller Johanne Schneider fra Frederiksbergs Kommunes Jobcenter.

Foreløbigt har 7 kvinder gennemført strikkekursus og er blevet tilknyttet Mormor.nu i praktik, hvor de arbejder fast sammen med de 130 strikkedamer. Målet er at ansætte flere af dem til at producere Mormor’s nye kollektioner.

”I gruppen af kvinder uden uddannelse er særlig indvandrerkvinderne en lidt overset gruppe i samfundet. For manges vedkommende har de aldrig prøvet at være en del af et arbejdsfællesskab. Men mange har en stor motivation, brænder for godt håndværk og så er deres manglende sprogkundskaber ikke en hindring for at udføre et flot stykke håndarbejde. Derfor anser vi det som et godt match," siger Nina Brandi.