Pas på de nye børn i trafikken

I de kommende uger begynder 67.000 børn i skole, og mange af dem er helt uerfarne i trafikken. Derfor skal bilisterne være ekstra opmærksomme og sætte farten ned ved landet skoler.

Sikkerhed Det kan være svært at overskue trafikken, når man kun er seks år gammel og skal over en vej fyldt med cykler, biler og fodgængere. Derfor opfordres alle trafikanter til at passe ekstra godt på, når 67.000 børn i løbet af august begynder i skole og dermed skal ud på vejene hver dag.

Ved en meget stor del af landets skoler vil der stå plakater i vejsiden med teksten ”Pas på de små i trafikken”. Det er kommunerne, Rådet for Sikker Trafik, politiet og TrygFonden, der står bag. Desuden vil politiet sætte ind med mange kontroller ved skolerne for at minde om, at færdselsreglerne skal overholdes.

"Desværre ser vi ofte, at forældrene er meget opmærksomme på deres egne børn og så glemmer at vise hensyn over for de andre trafikanter. Vi opfordrer derfor forældrene til at tage af sted i god tid, så afleveringen af børnene ikke bliver stresset og kaotisk”, siger Jørn Pakula Andresen, vicepolitiinspektør i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Ved sidste års kontroller var der 3518 trafikanter, der kørte for hurtigt ved skolerne. Desuden fik 1193 bilister en bøde på 1500 kroner for at køre uden sele og 282 personer fik et klip i kørekortet, fordi de ikke havde spændt barnet fast i bilen.

Øvelse gør mester i trafikken

For at hjælpe forældrene med at gøre børnene sikre i trafikken, har Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden fået lavet en brochure, som alle forældre får udleveret af skolerne. 

"Mange forældre vil gerne beskytte deres barn mod den farlige trafik og kører derfor barnet i skole hver dag. Men det gør i virkeligheden mere skade end gavn, for børn kan ikke lære om trafik fra bagsædet af en bil. Derfor opfordrer vi forældrene til at komme ud i trafikken med deres barn og hjælper med nogle gode råd," siger konsulent Gitte Aagaard fra Rådet for Sikker Trafik.