Pris til socialt ansvarlige virksomheder

Hvem fortjener den Socialøkonomiske Årspris 2013? Alle kan fra nu og frem til 19. august indstille socialøkonomiske virksomheder til prisen på 100.000 kroner. Prisen uddeles af Center for Socialøkonomi og TrygFonden til efteråret.

Trivsel Den Socialøkonomiske Årspris uddeles til en socialøkonomisk virksomhed, som har udvist en særlig evne til at tackle sociale. 

”Der kommer heldigvis stadig flere socialøkonomiske virksomheder i Danmark. De er vigtige, fordi de er med til at løse nogle af samfundets kerneudfordringer og det vil vi med prisen gerne sætte fokus på og hylde,” siger John Dahl, formand for Center for Socialøkonomi. 

Udover at skabe økonomisk værdi har socialøkonomiske virksomheder også andre positive effekter for bestemte målgrupper, lokalsamfund eller for samfundet som helhed. 

Mange socialøkonomiske virksomheder specialiserer sig fx i at bruge spidskompetencerne hos udsatte mennesker. Virksomhederne lykkes med at få skabt en plads i fællesskabet og varige forandringer for de grupper, som ellers ofte befinder sig på kanten af samfundet. 

”Vi vil med prisen gerne anerkende de mange mennesker, som hver dag arbejder benhårdt ude omkring i virksomhederne på at drive forretning med et socialt sigte. Samtidig håber vi også at kunne inspirere andre til at få øjnene op for mulighederne som social iværksætter, virksomhed og organisation. Og at fokus på social værdi i det hele taget vil få mange flere til at tænke helhedsorienteret,” siger Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden.

Netop Social værdi er temaet for den Socialøkonomiske Årspris 2013 og i vurderingen af de indstillede virksomheder vil der bl.a. blive lagt vægt på, hvor god virksomheden er til at få skabt synergi mellem virksomhedsdriften og den sociale værdiskabelse. 

Prisen uddeles den 29. oktober på en konference i København for at skabe vidensdeling og netværk blandt folk fra både den offentlige sektor, erhvervslivet og civilsamfundet. 

Alle kan indstille en virksomhed og man må også gerne indstille sin egen.