Solkampagne vinder pris

For andet år i træk vandt Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne en pris ved Advertising Effectiveness Award. Denne gang er det Frederik Fetterleins ”skønsang”, der er blevet hædret.

Sundhed I går aftes blev det slået fast, at Frederik Fetterleins falske sangstemme har været en yderst effektiv måde at sætte fokus på faren ved at få for meget sol. 

Kampagnen ”Skru ned for solen, så skruer vi ned for Fetterlein”, som Kræftens Be-kæmpelse og TrygFondens solkampagne står bag, vandt således en af priserne ved den årlige Advertising Effectiveness Award. 

Ud over at være en effektiv og modig måde at få budskabet om faren ved overdreven soldyrkelse ud, blev kampagnen også rost for at være yderst kosteffektiv – den har været langt billigere end de andre reklamer i konkurrencen, og man har på den måde ”fået mere for pengene”. 

I juryen, der uddelte prisen, sidder en række af Danmarks førende erhvervs- og reklamefolk. 

Det er andet år i træk, at Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens solkampagne vinder en pris ved Advertising Effectiveness Award.