Journalistisk ekspertise skal finde ny fellow

TrygFondens første journalistiske fellow skal findes, og det skal tre kapaciteter fra den journalistiske verden nu være med til. Det drejer sig om journalisterne Lasse Jensen og Lea Korsgaard samt Thomas Rasmussen, der står i spidsen for forskningen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Trivsel Fra 1. september og seks måneder frem får en journalist mulighed for at fordybe sig i den bedste viden om børn og unges trivsel, samtidig med at han eller hun skal arbejde på, hvordan denne viden kan bruges til at kvalificere journalistikken og den offentlige debat om udsatte børn og unge i fremtiden. 

I øjeblikket kan man søge om at komme i betragtning til fellowshippet, og for at sikre sig, at det bliver den bedst mulige kandidat, der får det tildelt, har TrygFonden allieret sig med tre kapaciteter fra den journalistiske verden. 

De tre personer er: Lasse Jensen, der er journalist, mediekommentator og vært på P1-programmet Mennesker og Medier. Lea Korsgaard, der er journalist, chefredaktør og partner på mediet Zetland og medlem af Cavling-komitéen. Samt Thomas Rasmussen, der er chef for forskning, innovation og viden på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. 

De tre indgår i et ansættelsesudvalg, der også tæller Kamilla Gumede, som er souschef på TrygFondens Børneforskningscenter på Aarhus Universitet, hvor fellowen får kontor i de seks måneder fellowshippet varer. 

Der er ansøgningsfrist til fellowshippet den 12. marts klokken 12.