Livlig dabat om alkohol

Hvorfor tror vores børn og unge mon, at der skal alkohol til for at være social?

Sundhed Bagtæppet til TrygFondens Søndagsuniversitet om unge, alkohol og forældrenes ansvar formulerede det spørgsmål, som godt 200 interesserede var mødt frem for at debattere over brunch og skarpe indlæg fra podiet. 

Overlæge og misbrugsbehandler, Henrik Rindom lagde for med en faktuel gennemgang af alkoholens virkning, afhængigheden, tallene for, hvor mange og hvor meget unge drikker, og hvilke faktorer, der er vigtigst for de unges holdning til alkohol.

Her blev det slået fast, at det primært er forældrenes og vennernes holdninger og brug af alkohol, der har afgørende betydning for, hvor meget de unge drikker. Og dermed var stafetten givet videre til den anden indlægsholder, Morten Skovsted, sognepræst og talsmand for forældrenetværket i Alkohol & Samfund. 

Morten Skovsted, der foruden sine officielle kasketter, er far til fire gik direkte i kødet på forældrene. Han talte om at sætte grænser, gå foran med et godt eksempel, tage alkoholindtag og –debut op med de andre forældre i klassen og i det hele taget være sin opdragende rolle bevidst.

Dermed var der lagt op til intens debat, som ikke sluttede, da Søndagsuniversitetet efter to timer lukkede ned for mikrofonen. Der blev udvekslet mange visitkort, delt informationer og aftalt nye møder. Også TrygFonden og Kræftens Bekæmpelses fælleskampagne ”Fuld af Liv” fortsætter. En kampagne, der over de kommende fem år har som mål, at færre unge drikker sig fulde og udsætter deres alkoholdebut.