Gyserfilm: drop solariet

En ny kampagnefilm fra TrygFonden og Kræftens Bekæmpelse skal få de sidste danske unge til at droppe solariet. Filmen, der er lavet som en gyserfilm, tager fat i det emne taler direkte ind i en virkelighed, hvor langt de fleste er mindreårige, første gang de besøger et solcenter.

Sundhed ”Burn, Burn, Burn!” er titlen på en ny kampagnefilm, der kører i reklameblokkene i landets biografer i uge 3, 4 og 5. Filmen er udformet som en gyser-teenmovie i et 80’er univers og er instrueret af den anerkendte filminstruktør Christian E. Christiansen, som tidligere blandt andet har instrueret ungdomsfilmene ”Råzone”, ”Dig og Mig” og ”Lev stærkt”. 

”Burn, Burn, Burn!” kickstarter Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Sluk Solariet-kampagne 2015 og er en fortælling med det enkle budskab, at solariebrug kan få alvorlige konsekvenser. 

Solariebrug øger nemlig risikoen for modermærkekræft og er særlig risikabelt, hvis man er ung. Dét faktum rimer desværre ikke på, at 79 procent af de tidligere og nuværende danske unge solariebrugere havde deres solariedebut, før de fyldte 18 år. Hele 22 procent var under 14 år første gang de lagde sig under solariets kunstige stråler, viser en ny rapport fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne.

Fire unge piger står bag filmens plot

Gyserfilmens plot er udtænkt af unge selv, nemlig Kirsten, Andrea, Astridmarie og Amalie fra Bakkeskolen i Hørning. De deltog i efteråret 2014 i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens lommefilmkonkurrence, hvor mere end 1.000 elever over hele landet optog kortfilm på mobil og iPad under temaet ”Din hud glemmer aldrig. Sluk solariet”. Instruktør Christian E. Christiansen forvandlede filmen fra lommefilm til biografens store format og det 80’er-univers, som kampagnefilmen er bygget op omkring – men uden at glemme filmens vigtigste gys: Hver tur i solariet udgør en risiko. 

”Kampagnefilmen er en anderledes ”skræmmekampagne” med blik for, at virkeligheden kan være mere uhyggelig end en gyserfilm og at solarier ikke er noget, man spøger med. Vi håber, at vi med den her film kan overbevise de sidste unge solariebrugere om, at solariebrug hører 80’erne til”, siger Mette Meldgaard, der er områdechef i TrygFonden