Et sikkert forløb for patienten

Hvordan sikrer man det bedste patientflow på landets hospitaler? Projektet Sikkert Patientflow skal skabe et mere sikkert og sammenhængende behandlingsforløb for indlagte patienter på 12 akutsygehuse. Nu afholder TrygFonden, Danske Regioner og Dansk Selskab for Patientsikkerhed et seminar om emnet, hvor man blandt andet kan høre den internationalt anerkendte sundhedsrådgiver Deborah Kaczynski.

Sundhed Vejen fra akutmodtagelsen til udskrivelsen fra hospitalet kan for mange patienter være fyldt med en del mellemstationer undervejs. Derfor er det vigtigt at sikre et så godt patientflow som muligt. Det arbejder TrygFonden, Danske Regioner og Dansk Selskab for Patientsikkerhed for. 

I den forbindelse har vi i samarbejde arrangeret et seminar for de interesserede parter mandag den 23. marts på Østerbro i København. På seminaret kan man opleve den internationalt anerkendte sundhedsrådgiver, Deborah Kaczynski.

Deborah Kaczynski er verdensberømt for sit arbejde med at systematisere patientflow på akutsygehuse for at nedbringe indlæggelsestiden for patienter. Et arbejde, der er baseret på metoden Real-Time Demand Capacity Management, som hun er en af hovedkræfterne bag og som er udviklet på baggrund af et samarbejde på mere end 60 amerikanske sygehuse. 

Til daglig er Deborah leder af serviceområdet på UPMC hospitalerne i Pennsylvania og er desuden rådgiver for IHI. Til arrangementet vil Deborah fortælle om Real-Time Demand Capacity-metoden og hvilke resultater metoden har bidraget til at opnå i USA.