5.A på Lynghøjskolen var en af de 5956 klasser fra hele landet, der i år deltog i Alle Børn Cykler-kampagnen. De aktive elever i 5.A cyklede 264 ture til skole og i fritiden under kampagnen – alle med cykelhjelm. Dermed deltog de også i lodtrækningen om kampagnens mange præmier og vandt hovedpræmien – cykler til hele klassen.
5956 klasser fra hele landet deltog i år i Alle Børn Cykler
Alle Børn Cykler får hvert år tusindvis af skolecyklister op på jernhesten og kampagnen har stor effekt på skolecyklingen viser tal, som COWI har analyseret. Normalt bruger 5 ud af 10 børn cyklen som primær transportform til skole. Men under Alle Børn Cykler-kampagnen stiger dette tal 70-80 pct. blandt deltagerne, hvilket er en markant fremgang.
Kampagnen får også børnene til at tage cykelhjelm på, når de cykler. Ifølge tal fra Rådet for Sikker Trafik bruger 80 pct. af børn under 11 år cykelhjelm i bytrafik, mens 43 pct. af de 11-15-årige normalt husker cykelhjelmen. Men blandt deltagerne i Alle Børn Cykler-kampagnen bruger 93 pct. af deltagerne cykelhjelm på turen til skole og i deres fritid under kampagnen.
Kampagnen bidrager til at få flere børn til at cykle sikkert i skole og fritiden.
"I Alle Børn Cykler giver vi både point for at cykle i skole og for at huske cykelhjelmen, og på den måde understreger vi, at de to ting hører sammen i hverdagen. Jo flere hjelmdage og cykeldage børnene har, jo større chance er der også for at vinde en af kampagnens flotte præmier. På den måde bidrager kampagnen til at få flere børn til at cykle sikkert i skole og fritiden," siger Christoffer Elbrønd projektleder i TrygFonden, som sammen med Cyklistforbundet står bag kampagnen.
Effekt både på land og i by
Og det ikke kun er i de store byer, at kampagnen får flere børn til at cykle og bruge cykelhjelm. I landkommuner brugte over 90 % af børnene cykelhjelm i kampagnen, og børnene på landet cykler lige så meget som børnene i byerne i kampagneugerne.
"Det er meget positivt, at kampagnen har stor effekt uafhængig af om de deltagende skoler ligger på landet eller i byen – både på hjelmbrug og antallet af cykeldage. Vi ser en generel tendens til, at cykling er faldende uden for de store byer, og det er kampagnen med til at ændre - for de gode vaner under kampagnen har en afsmittende effekt uden for kampagneugerne," afslutter Klaus Bondam, direktør i Cyklistforbundet.
Så meget cyklede deltagerne i Alle Børn Cykler 2016:
Region | Klasser | Elever | Cykeldage | Hjelmdage |
Region Midtjylland | 1.456 | 31.960 | 145.138 | 139.751 |
Region Nordjylland | 470 | 10.275 | 46.717 | 43.528 |
Region Hovedstaden | 1.677 | 38.623 | 150.776 | 139.856 |
Region Syddanmark | 1.365 | 28.904 | 143.762 | 137.935 |
Region Sjælland | 988 | 21.441 | 87.535 | 80.557 |
I alt | 5.956 | 131.203 | 573.928 | 541.627 |
Christoffer Elbrønd
Projektchef
- Tlf: 45 26 08 06
- ce@trygfonden.dk