Bevægelse vinder frem i de boglige fag

På otte ud af ti skoler er der fysisk aktivitet i timerne – også når der er dansk, historie og matematik på skoleskemaet. Det viser en ny undersøgelse fra TrygFonden og Dansk Skoleidræt.

Sundhed

Brøk-volley, ordræs, matematik stomp og hopstavning. Kreativiteten er stor, når eleverne skal bevæge sig i de boglige fag, og på størstedelen af de danske skoler er der aktive elever i timerne. Hele 81 procent af skolerne har integreret bevægelse i fx dansk, matematik og sprog.

Det viser en ny undersøgelse, der er udarbejdet af Oxford Research for Dansk Skoleidræt og TrygFonden.

Med skolereformen fra 2014 blev bevægelse i undervisningen en realitet på mange skoler. Dengang svarede 57 procent af lærerne i en undersøgelse foretaget af Dansk Skoleidræt, at de oplevede ”særlige udfordringer” med at få bevægelsen integreret i undervisningen. Men de nye tal vidner om, at der nu er aktivitet i timerne.

Dansk Skoleidræts formand, Finn Kristensen, glæder sig over resultaterne.

"Det er dejligt at se, at de mange initiativer, vi har sat i gang for at skabe bevægelse i de boglige fag, nu giver resultater. Det sikrer ikke alene variation i de længere skoledage. Når eleverne rører sig, styrker det også deres sundhed, læring og trivsel. Det viser forskningen, og det er også tilbagemeldingen fra de mange lærere og pædagoger, vi er i kontakt med rundt om på skolerne, siger han."

Gang i klasseværelset

Lige nu er der fuld gang i bevægelsen i tusindvis af klasseværelser, hvor man hver dag åbner en låge i Brain Break Julekalenderen fra Sæt Skolen i Bevægelse. Et projekt med inspiration til den daglige bevægelse i netop de boglige fag.

Flere børn og unge skal mærke glæden ved at bevæge sig, så de tidligt i livet kan grundlægge sunde vaner. 

Bag lågen i julekalenderen gemmer sig en øvelse, som får pulsen op og eleverne ud på gulvet. Mere end 11.000 klasser har bestilt den populære kalender, der er en del af programmet Sunde Børn Bevæger Skolen, som er et samarbejde mellem TrygFonden og Dansk Skoleidræt.

"Målet med Sunde Børn Bevæger Skolen er, at flere børn og unge skal mærke glæden ved at bevæge sig, så de tidligt i livet kan grundlægge sunde vaner. Kalenderen er et inspirerende indspark til bevægelse i en julemåned, som i høj grad er præget af julegodter og stillesiddende aktiviteter, siger programchef i TrygFonden Mette Meldgaard."

Den nye undersøgelse viser desuden, at 52 procent af skolerne arbejder med bevægelse i den understøttende undervisning, og det er ikke kun i timerne, at eleverne får rørt sig. Ifølge undersøgelsen indgår bevægelse som aktive pauser og frikvarterer på 69 procent af skolerne.