Første spadestik i børnehøjde

Bevæbnet med farvestrålende plastikskovle tog Bent Hansen, Regionsformand, sammen med en flok børn første spadestik til udvidelsen af TrygFondens Familiehus ved Skejby.

Trivsel

Familien Vestmark fra Frederikshavn var blandt gæsterne. De har brugt Familiehuset rigtig meget de sidste tre år, da deres yngste søn er født med en nyrefejl. For dem er TrygFondens Familiehus blevet deres andet hjem.

 
”Her er ingen nåle eller læger, der lige skal tjekke et eller andet. Vi har mulighed for at være sammen med andre familier, der også har indlagte børn og kan samtidig trække os tilbage til vores værelse, når vi har brug for det, fortæller 3 årige Mikkels far.
  

Eventyrlystne Pølser

Spadestikket blev fejret med besøg af verdens mest berejste pølsevogn, som har rejst fra både Sydafrika til Grønland, Australien og et hav af andre lande over hele verden med det formål at støtte udsatte børn og familier. Pølsemanden, Claudio, serverede de lækreste hotdogs sammen med historier fra et eventyrligt pølsevognsliv.
 
De tre N’er

Bestyrelsesformand for Familiehuset og sygeplejefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital, Vibeke Krøll, nævnte i sin tale til Familiehuset tre ting, som især kendetegner stedet:
  • Nærvær – her er altid nogle, som holder øje med, hvordan familierne har det og trives.
  • Netværk – her finder familierne andre familier, der har prøvet det samme som dem og skaber tætte relationer, som rækker langt ud over Familiehuset. 
  • Næstekærlighed – uden de frivilliges kæmpe arbejde kunne Familiehuset ikke eksistere. Det er dem, som får det hele til at hænge sammen.
 

Familiehuset udvides med 10 nye værelser, som forventes færdige til december 2016. Se filmen fra første spadestik her