Myter bringer fritidssejlere og fritidsfiskere i fare

Projektansvarlig

Projektansvarlig

Programchef René Højer er ansvarlig for projektet i TrygFonden.

René Højer 45 26 08 08

Erfarne sejlere har ikke brug for redningsvest, og alvorlige uheld til søs sker ikke i stille vejr. Disse og andre sejlivede myter lever i bedste velgående i nogle fritidssejler- og fritidsfiskerkredse. Særligt redningsvesten bliver undervurderet, og det skal der nu laves om på med en ny indsats, der skal højne sikkerhedskulturen til søs.

Sikkerhed

I en ny og omfattende undersøgelse har Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFonden talt hvor mange fiskere og sejlere, der bærer redningsvest, når de sejler ind og ud af de danske havne. Optællingen er foretaget i 15 havne fordelt over hele landet og inkluderer 1.970 både. 

Undersøgelsen viser, at 55 pct. af personerne ombord bærer redningsvest. Og der er stor forskel fra båd til båd. Når én person ombord bærer redningsvest, bærer alle ofte redningsvest, hvilket ses i 46 pct. af bådene. I 39 pct. af tilfældene er der ingen, der bærer vest på bådene

"Vi kan se, at der eksisterer en form for social påvirkning. Det betyder altså noget, at én ombord går forrest og tager vesten på," siger Sten Emborg, sekretariatsleder i Søsportens Sikkerhedsråd. Han opfordrer derfor til, at bådejeren tager skipperansvar og sørger for, at der er redningsveste til alle ombord, og at de bliver brugt. 

94 PCT. AF SEJLERNE OG FISKERNE SVARER, AT DE HAR REDNINGSVESTE OMBORD TIL ALLE

Sejlerne er bedst til at trække den livreddende vest over hovedet. Knap tre ud af fem sejlere havde redningsvest på, mens det var godt hver fjerde fisker.

"Ofte begrunder fiskerne det med, at det begrænser deres bevægelsesfrihed, mens sejlerne ikke ser vesten som nødvendig, når vejret er godt. Men man kommer ikke uden om, at de udsætter sig selv for en unødig risiko ved at undlade redningsvesten," siger Sten Emborg. 

En anden sejlivet myte er, at der ikke sker ulykker i godt vejr, og det får en stor del til at droppe vesten, når vejrforholdene er gode. Men ifølge Søsportens Sikkerhedsråd sker flertallet af de alvorlige ulykker i stille vejr – i 2013 og 2014 var det 88 pct. af ulykkerne.

Erfarne sejlere falder også overbord

Jo flere år man har sejlet, jo mindre bruger man vesten. 67 pct. af sejlerne med 1-5 års erfaring bruger altid vest, mens det er 51 pct. af sejlerne med mere end 10 års erfaring, der altid tager vest på. Men det er en farlig strategi at basere risikovurdering og behov for sikkerhedsudstyr på egen sejlererfaring og på stille vejr.

"Det er ofte de erfarne sejlere og fiskere, der ikke bærer redningsvest, og deres argument er, at de har mange års sejlererfaring. Men selv garvede sejlere og fiskere kan få bommen i hovedet eller miste balancen, imens de hiver garnet ind. Når de først ligger i vandet, er de i lige så stor fare for at drukne som en mindre sejlerfaren person," siger René Højer, programchef i TrygFonden.

Selv garvede sejlere og fiskere kan få bommen i hovedet eller miste balancen, imens de hiver garnet ind
En redningsvest hjælper med at holde dig flydende indtil, du kan få hjælp. Og det er ofte afgørende. 

"Det koster utroligt mange kræfter, at holde sig oven vande, særligt hvis vejret er lidt hårdt, så selvom der er personer tilbage på båden, er det ikke altid, at de kan nå at stille noget op," forklarer René Højer.

Undgå at ende som fiskeføde

I disse dage igangsætter Søsportens Sikkerhedsråd og TrygFonden en indsats for at reducere antallet af drukneulykker og alvorlige hændelser til søs. Budskabet er undgå at ende som fiskeføde, og der er som gimmick lavet flasker med fiskeføde

"Vi sætter sikkerhedsproblematikken lidt på spidsen. Men der er jo en gran af sandhed i, at det er sådan, det kan gå. Forhåbentligt vækker indsatsen opmærksomhed og eftertanke hos fiskere og sejlere”, siger Sten Emborg.

Alle landets havne har modtaget plakater med de fem sejlråd og det tankevækkende budskab ”Undgå at ende som fiskeføde – Følg de 5 sejlråd”. I udvalgte grejbutikker får man bl.a. et VHF-klistermærke og en mini-tjekliste med sig, når man handler, og i de lokale havne er der uddannet 200 frivillige SejlSikkert-ambassadører, hvis opgave er at få sat sikkerheden på dagsordenen i lokalmiljøerne.

"Man er ofte mere lydhør over for råd og vejledning fra venner og bekendte, og derfor har vi etableret et korps af ambassadører fra hele landet. Ambassadørerne har føling med, hvad der sker i deres lokale havnemiljø, og de kender de mennesker, som færdes der. På den måde kan de hjælpe med til at udbrede en sikkerhedskultur fx ved at stå for sikkerhedsarrangementer på havnen eller blot ved at give et godt råd til en sejler eller få en uformel snak i gang om sikkerhed," siger René Højer. 

SejlSikkert

Ingen skal drukne i Danmark - alle skal sejle sikkert. Trygfonden og Søsportens Sikkerhedsråd vil nedbringe antallet af drukneulykker og alvorlige hændelser til søs. Læs mere om SejlSikkert