Supermarkeder kan være med til at forebygge overvægt

Dagligvarekæden REMA 1000 har succes med at sænke kalorieindholdet i kundernes indkøb – uden at kunderne har bemærket det. Det er sket i projektet ’Let indkøbet’, i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse støttet af TrygFonden.

Mayonnaise med mindre olie. Frugtyoghurt med mindre sukker – og letmælk i stedet for sødmælk. Det mest markante tiltag i projekt ’Let indkøbet’, hvor REMA 1000 i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse afprøver værktøjer til at sænke kaloriesalget og dermed forebygge overvægt, er, at REMA 1000 har ændret opskrifterne på en række af deres egne varer, så de i dag indeholder færre kalorier.

Projektet 'Let indkøbet' er sponsoreret af TrygFonden

Nu viser en evaluering af projektet, at kaloriesalget er steget langt mindre end kædens omsætning. Alene i 2015 er det lykkedes REMA 1000 at spare fem pct. på salget af kalorier, set i forhold til salget i kroner og ører. Det er en besparelse på 27,3 mia. kalorier, hvilket svarer til kalorieindholdet i for eksempel 6,7 mio. kg sukker eller næsten 3.800 ton smør. Kaloriebesparelsen er sket, uden at REMA 1000 har tabt penge.

Projektet viser, at dagligvarekæder kan være med til at forebygge overvægt, som er årsag til kræft og andre sygdomme. Det siger Gitte Laub, der er projektchef i Kræftens Bekæmpelse.

"47 pct. af danskerne er overvægtige, og problemet er stigende. Det ville få effekt på forekomsten af overvægt i befolkningen, hvis resten af fødevarebranchen også satte sig for at spare fem pct. på salget af kalorier," siger Gitte Laub.

Nye opskrifter med færre kalorier

I REMA 1000 er man så tilfreds med resultatet, at man vil fortsætte med at ændre opskrifter, så enkeltvarer kommer til at indeholde færre kalorier.

Kunderne reagerede ikke, da vi fjernede kalorier fra vores varer
"Kunderne reagerede ikke, da vi fjernede kalorier fra vores varer. Det skyldes, at vi sørgede for, at ændringerne ikke gik ud over smag og udseende. Faktisk er det lykkedes os at forbedre kvaliteten af nogle varer, uden at det er gået ud over prisen," siger Anders Rene Jensen, der er indkøbs- og marketingdirektør i REMA 1000. 

Kalorieregnskabet

Kræftens Bekæmpelse har til projektet udviklet et nyt redskab, ’Kalorieregnskabet’, som gør det muligt for dagligvarekæden at holde øje med sit salg af kalorier på samme måde, som man holder øje med salget i kroner og ører. Kalorieregnskabet er blevet indarbejdet direkte i REMA 1000’s datasystemer.

Gitte Laub Hansen understreger, at det ikke er de enkelte tiltag alene, der har skabt forandringerne.

"Den store effekt skyldes en helt ny måde at drive forretning på. REMA 1000 har ændret hele tankegangen i virksomheden i retning af, at de gerne vil tage et medansvar for folkesundheden, og så er det fantastisk at se, at det kan faktisk gøres uden at tabe salg," siger hun.

Projekt ’Let indkøbet’ er støttet af TrygFonden og gennemført i samarbejde med forskere fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet.

REMA 1000 har over 275 butikker, og stort set alle har været med i ’Let indkøbet’.

Færre kalorier gennem kassen

I ’Let indkøbet’ har REMA 1000 arbejdet med tre værktøjer til at få folk til at købe færre kalorier:
  • ’Reformulering’, der handler om at ændre opskriften på forarbejdede fødevarer. I projekt ’Let indkøbet’ er der arbejdet mest med denne metode.

  • ’Shelf management’, der handler om at forvalte hyldepladsen på en måde, så det støtter det salg, man ønsker.

  • Tilbudsaviser, hvor man påvirker salget ved hjælpe af gode tilbud. 

Lev sundt

Mere motion, sundere kost, begrænset alkoholforbrug, ingen rygestart og respekt for solen. TrygFonden vil bidrage til, at flere børn og unge grundlægger en sund livsstil tidligt i livet, samt at flere lever et længere liv med bedst mulig livskvalitet.
Lev sundt