Hvert fjerde barn føler sig ensom

Ensomhed blandt børn og unge er udbredt og skyldes både forhold i skolen og hjemmet. Det viser rapporten ”At stå udenfor”, som Børns Vilkår og TrygFonden står bag.

Trivsel

Ensomhed findes i langt de fleste klasselokaler, men den kan være svær at få øje på. De færreste børn fortæller nemlig åbent om det, hvis de føler sig ensomme.

Nu viser en undersøgelse blandt 2.465 børn i 5. og 8. klasse, at hvert fjerde barn oplever en grad af ensomhed. For 19 pct. optræder følelsen en gang imellem. For syv pct. er ensomhedsfølelsen der tit eller meget tit.

Forekomsten af ensomhed blandt skoleelever har været stigende de seneste ca. 20 år 

Undersøgelsen er en del af rapporten At stå udenfor, som Børns Vilkår og TrygFonden står bag.

”På BørneTelefonen hører vi hver dag fra børn, som fortæller, de er ensomme. Ofte hænger følelsen sammen med livet i skolen, hvor de føler sig udenfor eller er udsat for mobning, men næsten ligeså ofte fortæller børnene, at de er ensomme i deres familie. At de ikke føler, de passer ind, at deres forældre har meget travlt og ikke virker til at kunne lide dem eller bekymrer sig om dem,” siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.

Erfaringerne fra BørneTelefonen bekræftes af undersøgelsen: Af de børn, som angiver, at de sjældent eller aldrig oplever, at deres forældre interesserer sig for dem, føler 28 pct. sig ofte ensomme. Det samme gælder for fem pct. af de børn, som oplever, at forældrene tit eller meget tit interesserer sig for dem.

Ensomhed giver søvnbesvær og hovedpine – og går ud over skolen

Ensomheden har ikke kun konsekvenser for børnenes mentale sundhed. Også fysisk kommer mistrivslen til udtryk i form af fx søvnbesvær, hovedpine og ondt i maven. Af de børn, som ofte føler sig ensomme, oplever 38 pct. mindst én gang om ugen fem til syv symptomer på mistrivsel. Det samme gælder kun for to pct. af de børn, der ikke føler sig ensomme.

Vores alarmklokker skal ringe, når børn gennem længere tid trækker sig fra fællesskaber

Samtidig viser undersøgelsen en sammenhæng mellem børnenes følelse af ensomhed, og hvordan de synes, de klarer sig fagligt i skolen.

”De fleste børn vil på et tidspunkt opleve ensomhed i en kortere periode. Det er helt normalt og ikke noget, der behøver at give anledning til bekymring. Men vores alarmklokker skal ringe, når børn gennem længere tid trækker sig fra fællesskaber og måske ikke længere går med ud i frikvarterne eller generelt ændrer adfærd. Det kan være, de bliver mere udadreagerende eller mere stille og usikre,” siger Rasmus Kjeldahl.

Langvarig ensomhed kan få alvorlige konsekvenser, der følger barnet langt ind i voksenlivet. 

”Vi ved, at ensomhed blandt andet er forbundet med lavt selvværd, selvskade og depression. Samtidig viser tal fra BørneTelefonen, at mindst 15 procent af samtalerne om ensomhed også omhandler selvmordstanker. Derfor er det vigtigt, at vi er mere opmærksomme på børn, der ikke er en del af fællesskabet eller i øvrigt ser ud til at mistrives. Det gælder både derhjemme, i skolen og i fritidslivet”, siger Dorte McGugan Pedersen, udviklingschef i TrygFonden.

Læs mere i Børns Vilkårs tema om ensomhed blandt børn og unge.