Klostercafeen i Århus

”Da min kone døde efter 50 fantastiske år, var det som at få revet begge arme af. Brutalt, smertefuldt og lammende. Jeg havde jo været sammen med hende altid.

Trivsel ”Jeg har kendt min kone i 57 år. Vi nåede at være gift i 50 år og tre uger. Hun var 14, og jeg var lige fyldt 16, da vi mødtes. Jeg var i lære som klejnsmed, og hun kom ind med firetoget. Jeg mødte hende på banegården i Skagen. Så en smuk pige med en alt for tung kuffert stå der alene på perronen. Jeg tilbød at bære den for hende, og hun sagde ja. Det var sådan, det hele startede... 

Da hun døde for et par år siden, efter 50 fantastiske år, var det som at få revet begge arme af. Brutalt, smertefuldt og lammende. Jeg havde jo været sammen med hende altid. Hun var min nærmeste støtte og store kærlighed. Pludselig var her stille og uendelig tomt.

Pludselig helt alene

Hvad skulle jeg? Hvordan kom jeg videre? Spørgsmålene kværnede rundt i hovedet på mig. Jeg var bange for at miste modet og give helt op. Et kort øjeblik tænkte jeg: Kan jeg overhovedet komme videre uden hende?

Jeg begyndte at gå. I timevis og uden et bestemt mål. Jeg bare gik og gik. I al slags vejr og på alle tider af døgnet. Det var bedre end at sidde derhjemme. Vandringen blev min redning.

Det samme gjorde KlosterCaféen i Aarhus. En kammerat foreslog, vi tog derind sammen til et madkursus. Jeg var lidt loren ved det i starten, men nu er jeg der hver uge. Som frivillig i caféen. Det giver mig en følelse af at være værdsat, at der er nogen, der regner med mig og stadig har brug for mig…”

KlosterCaféen i Aarhus hjælper ensomme og udsatte ældre i Aarhus. Særligt mændene, som har en betydelig højere risiko for at begå selvmord, når de bliver alene i en sen alder. 76-årige Poul Winther Sørensen er en af dem, der har fået hjælp.