Hvordan hjælper vi bedst børn og unge med alvorlige psykiske problemer?

Stadig flere børn får i dag så alvorlige psykiske problemer, at de ender med at få en psykiatrisk diagnose. TrygFonden støtter initiativer som Mind My Mind og Cool kids, der skal hjælpe børn og unge med eksempelvis angst.

TrygFonden beskæftiger sig med at løse komplicerede samfundsproblemer. Èt af disse problemer er børn og unges mentale sundhed – eller rettere – mangel på samme. 

Nogle børn i Danmark bokser nemlig med psykiske problemer, uden at der bliver taget hånd om dem i tide. Angst er et eksempel på en lidelse, der kan begynde i det små, men over tid vokse til at være en altoverskyggende barriere for at leve et godt liv. Sådan behøver det ikke at være. 

TrygFonden arbejder for, at disse børn og unge får en bedre hjælp. Vi ved, at bedre hjælp betyder tidlig hjælp. Hjælp, der giver barnet selv og familien redskaberne til at håndtere problemerne, inden de løber løbsk. Det betyder den rette hjælp, som matcher tyngden af de problemer, som barnet har. Og det betyder en vidensbaseret hjælp, der har størst chance for at virke, fordi den trækker på solid forskning. 

I denne udgivelse kan du læse om TrygFondens arbejde med at udvikle og udbrede denne hjælp. Du kan læse om en række forskningsprojekter og indsatser, der tester nye måder at hjælpe børn og unge med mentale sundhedsproblemer.