Synlig sikkerhed skaber tryghed

Danskerne ønsker synlig sikkerhed og mere forebyggelse, er nogle af konklusionerne i undersøgelsen "Sikkerhed og tryghed på befærdede steder".

Trivsel Danmark opleves generelt som et trygt samfund. Men når danskerne færdes på steder med mange mennesker, føler de sig markant mindre trygge. Synlige overvågningskameraer, vagter og scannere gør dem til gengæld mere trygge på befærdede steder.

Det er nogle af konklusionerne fra en omfattende undersøgelse af danskernes opfattelse af sikkerhed og tryghed på befærdede steder, som Politiets Efterretningstjeneste (PET) og TrygFonden har fået gennemført. 

”Vi havde en opfattelse af, at danskerne bliver utrygge, når de konfronteres med eksempelvis ad-gangskontrol eller overvågning på offentlige steder. Men de bliver tværtimod mere trygge, når de får viden om de sikkerhedstiltag, der skal forebygge og begrænse risikoen for terror”, siger Anja Dalgaard-Nielsen, afdelingschef i PET’s Afdeling for Forebyggende sikkerhed. 

Forebyggende indsats 
Danskerne efterlyser ifølge undersøgelsen også flere forebyggende foranstaltninger, der skal forhindre, at unge rekrutteres af ekstremistiske grupper. Endelig efterspørges en større kulturel forståelse, inklusion og viden om andre befolkningsgrupper. Ifølge undersøgelsen skaber det utryghed at befinde sig på offentlige steder og ikke være i stand til ’at læse’ mennesker, der ser anderledes ud end en selv. 

TrygFonden har støttet projektet med fire millioner kroner. Forskningschef Anders Hede fra Tryg-fonden siger: 
”Undersøgelsen viser, at danskerne har en nuanceret og gennemtænkt indstilling til offentlig sikker-hed. Der er en positiv indstilling til myndighederne og til synlige sikkerhedstiltag. Samtidigt er det også positivt, at mange borgere selv ønsker at kunne bidrage, f.eks. ved at kunne førstehjælp og kende sikkerhedsprocedurer”.